Joseph Artzi har igennem næsten 40 år hjulpet folk med diskuskolaps, slidgigt og dårlig ryg til et bedre liv. Ikke ved at behandle eller operere – men ved at lære dem at bruge bevægeapparatet rigtigt med Alexanderteknik.

Foto: Sara Skytte

Bonus-info...

• Joseph Artzi er uddannet idrætslærer i Israel og har siden studeret Alexanderteknik i London. Han har boet i Danmark siden 1970'erne og startede i 1986 Alexanderskolen i København, hvor han dels lærer folk med rygskader at genvinde deres koordination og bevægelsesfrihed, dels uddanner andre, der vil undervise i Alexanderteknik. Mens der for 30 år siden kun var få lærere i Alexanderteknik i Danmark, er der i dag mere end 100. En stor del af dem er uddannet på Alexanderskolen hos Joseph Artzi.

Af Louise Reseke, Dagens Puls, nr. 4, 2009

Vi ved alle sammen godt, at vi skal rette ryggen og lade benene bære, når vi skal løfte noget tungt op fra gulvet. Men ved vi også, hvordan det er mest hensigtsmæssigt at række ud efter kaffen, sidde ved computeren, holde mobiltelefonen, når vi taler – eller stå stille, når vi taler med andre?

Det ved Joseph Artzi, der står bag Alexanderskolen i København og er en af de mest etablerede specialister inden for Alexanderteknik herhjemme.

Igennem de mange år har han lært folk med ondt i kroppen og i særdeleshed ryggen, hvordan de får indarbejdet de rigtige bevægelser, så kroppen undgår den slitage, der fører til skader som gigt og diskusprolaps – og holder de skader i skak, der måske allerede har ramt.

”Alexanderteknik forebygger ved at aktivere den intelligente del af kroppen – hjernen. Du kan sammenligne det med, at du er chauffør, og din krop er din bil. Hvis du kører uhensigtsmæssigt, så påfører du bilen skader igen og igen. Så kan du selvfølgelig gå til en mekaniker og få bilen repareret og fikset – indtil det går galt igen. Men i stedet for at gå til en mekaniker, så kan du gå til en kørelærer og lære at køre ordentligt, så du ikke påfører din bil skader igen.

Det er dét, Alexanderteknik gør. Jeg lærer folk at bruge deres krop hensigtsmæssigt, når de sidder, går, står og bevæger sig i det daglige – også når de rækker ud efter kaffen eller tager sko på,” siger Joseph Artzi.

Dynamiske forhold 

Det er især det dynamiske forhold mellem hovedet, nakken og rygsøjlen, som Alexanderteknik fokuserer på, for rygsøjlen er det moderne menneskes akilleshæl, forklarer Joseph Artzi.

”Ryggen er vores svage punkt. De færreste er klar over, hvor stort et pres der er på vores rygsøjle i vores dagligdag. Alexanderteknik gør to ting: for det første at neutralisere de forkerte reaktioner og bevægelser, de dårlige vaner, kroppen har indarbejdet, og for det andet at aktivere de gode mønstre,” siger Joseph Artzi, der typisk hjælper folk, der døjer med slidgigt, stresssymptomer, diskusprolaps, slitage i hofter og dårlig ryg i almindelighed.

Mange med lange sygdomshistorier, som ikke kan opereres eller behandles til et bedre liv, men som ved hjælp af Alexanderteknik kan genvinde bevægelsesfriheden. Folk, der er blevet opereret, kan lære teknikken, så de forebygger skader i fremtiden.

Stopper misbruget af kroppen

”Når du lærer at få en bedre koordination, så du ikke spænder hele tiden i kroppen, og når du lærer din krops grænser at kende, så du ikke reagerer forkert med kroppen, så fjerner du også den faktor, der har udløst din skade. Skaden er der stadig, men du kan neutralisere den ved at stoppe misbruget af kroppen,” siger Joseph Artzi, der ikke er i tvivl om, at Alexanderteknik øger livskvaliteten og forlænger livet.

”Når folk er slidte og trætte og har smerter, så dræner det for energi. Når de smerter forsvinder, så føler de sig lettede og fulde af energi,” siger Joseph Artzi. Han understreger, at der ikke er noget hokuspokus over Alexanderteknik. Det er en disciplin, der får effekt i kraft af en læreproces. Det er ikke et behandler-patient-forhold, hvor behandleren fjerner dårligdommene.

”Der er ingen genvej her eller nogen hurtig kur. Det er ganske enkelt noget, der skal læres, og det tager tid. 20-30 lektioner med en uddannet lærer skal der til, så er man i stand til at klare sig selv. Jeg plejer at sige, at jeg giver mine elever værktøj og kompas – og så kan de selv finde vejen.”