Alt for mange går med ubehandlede fobier i årevis. Det kan føre til både depression, angst og misbrug. ”Mange tror slet ikke, at det er en sygdom, der kan behandles,” siger chefpsykolog Nicole Rosenberg, Psykiatrisk Hospital i Århus.

Mere om fobier...

• En fobi er en overdreven eller urealistisk frygt for særlige genstande eller situationer, som fobikeren så prøver at undgå - eller flygte - fra. Bliver vedkommende i situationen, er det forbundet med stort fysisk og psykisk ubehag. Man kan have fobier for alt: dyr, mennesker, træer, knive, knapper, fødder, klovne, at være alene osv.
• Social fobi er frygten for at blive negativt vurderet af andre mennesker og for at komme til at opføre sig pinligt. Personer med social fobi undgår sammenkomster af skræk for at tiltrække sig andres opmærksomhed med risiko for kritik. Social fobi følges ofte med lavt selvværd.
• Agorafobi blev tidligere kaldt for ”pladsangst”, altså angst for store, åbne pladser, ofte med mange mennesker. I dag bruges begrebet om en række fobier, der omfatter situationer uden for hjemmet, f.eks. at gå på gaden, gå i forretninger, stå i kø, køre i bus, tog, bil eller fly.
• Enkeltfobi er angsten for specifikke ting eller situationer. F.eks. fugle, edderkopper, højder, lukkede rum, torden eller synet af blod.

Af Jette Lüthcke, Fokusmagasinet, nr. 1, 2009

Undersøgelser viser, at kun tre pct. af de mennesker, der bliver ramt af social fobi, søger behandling i løbet af det første år.

For de resterende ca. 97 pct. varer det i gennemsnit 16 år, før de modtager nogen form for behandling, fortæller chefpsykolog Nicole Rosenberg, Psykiatrisk Hospital i Århus.

”Det viser sig, at folk går med en ubehandlet social fobi i rigtig mange år. Mange tror ikke, det er en sygdom, men at det bare skal være sådan. At det er et personlighedstræk – skæbnen, om du vil, og de affinder sig med situationen,” siger Nicole Rosenberg.

Hvis en fobi ikke behandles, kan lidelsen udvikle sig til depression eller for især den sociale fobis vedkommende også misbrug. Mennesker med ubehandlede fobier har også øget risiko for at få angst. Ifølge Nicole Rosenberg inddeler man mennesker med social fobi i to kategorier – afhængigt af, hvordan deres fobi er opstået. Den ene gruppe består af ekstremt generte mennesker, mens den anden er mennesker, der har været ude for én bestemt hændelse, hvor deres sociale nederlag er blevet eksponeret for andre.

”Fobi er en selvforstærkende sygdom, så de ængstelige mennesker, der har reageret med svær angst og ubehag i en social situation, vil være bange for, at det gentager sig. Angsten vokser, så det bliver sværere fra gang til gang at udsætte sig for det, man er bange for. For nogle mennesker bliver angsten også en identitet,” forklarer Nicole Rosenberg.

Nedarvet angst

Ifølge Nicole Rosenberg er fobi ikke et nyt fænomen. Det er en nedarvet angst, der ligger i vores dna-pulje.

”Fobierne er en gammel overlevelsesmekanisme. Hvis man tilbage i tiden skulle overleve i en gruppe, gjaldt det om ikke at stikke næsen for langt frem, det er socialfobi. Hvis du var ubeskyttet ude på en åben mark, var det klogt at skynde sig hjem, før man blev overfaldet – heraf agorafobien, og mødte du et kryb, gjaldt det om at være påpasselig – enkeltfobien,” forklarer hun.

”Nogle mennesker har tilsyneladende denne sårbarhed i sig i tydeligere grad end andre – tilskyndet af ydre eller indre omstændigheder,” forklarer Nicole Rosenberg.

Motivation og vilje

Den mest effektive og anerkendte form for behandling af fobi er kognitiv terapi, der består af tre trin. Det første er undervisning, hvor fobikeren bliver undervist i de mekanismer, der træder i kraft, når man lider af fobi. Dernæst lærer fobikeren at tænke anderledes og mere logisk, og til sidst, og allervigtigst, skal fobikeren udsættes for det, han eller hun er bange for.

Ifølge Nicole Rosenberg afhænger succesraten af flere ting, men især af fobikerens motivation og vilje.

”Vi forsøger at behandle alle fobier, men der er flere ting, der afgør, om det lykkes. Dels sværhedsgraden – hvor længe har vedkommende været syg, dernæst graden af motivation og folks evne til at tolerere et vist ubehag. Det kræver nemlig en betydelig motivation og vilje, for det er ubehageligt at udsætte sig for noget, der falder en svært,” slutter hun.