28-årige Naja har lidt af tvangstanker, vrangforestillinger og hallucinationer, siden hun var teenager. I perioder har hun ikke været i stand til at stå ud af sengen og komme i tøjet. Det fik hun styr på efter et toårigt forløb hos Opus.

Modelfoto: © Kumikomurakamicampos | Dreamstime.com

Mere om tvangstanker...

Opus – et succesrigt orkester
Det er samspillet mellem de mange forskellige faggrupper, det helt igennem individuelle forløb og den høje normering, der har gjort projekt Opus til et forbilledligt behandlingstilbud til unge med psykoser.
• Tilbuddet om ambulant behandling i Opus gives til unge psykotiske patienter mellem 18 og 35 år, som tidligere blev behandlet i distriktspsykiatrien.
• Det tværfaglige team består af en sygeplejerske, en psykolog, en socialrådgiver, en ergoterapeut og en erhvervskonsulent. Sidstnævnte er meget vigtig. Det er den fagperson, der sparker håb i drømmen om, at der er en fremtid efter Opus.
• Behandlingstilbuddet er udviklet af Merete Nordentoft og har eksisteret i 10 år. Først som forsøg og nu som et permanent tilbud over to år.
• Evidensbaserede undersøgelser viser, at kun 4 procent af deltagerne i Opus-forløbet havner på en psykiatrisk institution efter fem år. Mens tilfældet er 10 pct. for unge, der er behandlet af distriktspsykiatrien.
• Hvert år hjælper Opus 600-700 og andre lignende tilbud unge med at få flere redskaber til at stå på egne ben og kunne spotte, når en ny psykose er på vej.
• Et nyt forsøg skal afdække, om det vil give færre tilbagefald at forlænge den ambulante Opus-behandling til 5 år.

Af Pernille Marott, Fokusmagasinet, nr. 1, 2009

Hun maler, skriver sange og spiller både guitar og violin. Alligevel skulle hun en tur omkring projekt Opus på Nørrebro, før hun rigtig fandt melodien til sit eget liv.

Naja har en skizo-affektiv psykose af den depressive slags. Hun har tidligere lidt meget af OCD, der er en psykiatrisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker eller tvangshandlinger. I mange år har hun levet med aldrig at vide, om næste halvår ville byde på tvangstanker og hallucinationer - eller om hun ville være i stand til at koncentrere sig om det studium, hun oprindeligt havde påbegyndt.

”Der er perioder, hvor jeg har det rigtig skidt og bare ikke kan komme i tøjet eller børste tænder. Jeg kan ikke huske så meget fra dengang, det var værst. Jeg ved bare, at det har været rigtig godt for mig at overgå fra distriktspsykiatrien til forløbet hos Opus, som jeg nu er næsten færdig med."

"Det har været fantastisk at have en fast kontaktperson, der forstod, hvad jeg talte om, og endda kunne give mig svar på alt det, der før kunne frustrere mig. Den tætte kontakt har gjort mig rigtig tryg, og det har været rart at opleve, hvordan andre eksperter blev spurgt til råds og draget ind i mit liv, når der var brug for det,” smiler 28-årige Naja.

En længe ventet gæst

Hendes skønne billede af en nøgen kvinde hænger på væggen i lokalerne på Nørrebro, som et tydeligt bevis på, at Naja har været glad for de to år med kontakt til det tværfaglige team i Opus i Nannasgade. Dermed skiller hun sig ikke væsentligt ud fra stedets andre patienter.

”Vi betragter patienten som en længe ventet gæst. De fleste har været syge i flere år, før de får en diagnose og en behandling, der er skræddersyet til den enkelte. Vores normering er 1 til 10 mod 1 til 20 eller måske 30 i distriktspsykiatrien. Vi er altså meget tættere på patienten, og så arbejder vi i teams, der både tæller en socialrådgiver, en sygeplejerske, en psykolog, en psykiater, en ergoterapeut og en erhvervskonsulent. Desuden tager vi udgangspunkt i, hvor patienten er, når vi møder hende,” fortæller idémageren bag projektet, overlæge og professor Merete Nordentoft.

Fra rudekuverter til busture

”Målet er at gøre patienten til en del af samfundet. Så hvis det største problem for patienten starter med at være en ubetalt husleje eller en aftale på jobcentret, man har pjækket fra, er det der, vi starter med at hjælpe. Vi betaler ikke regningen eller ringer og undskylder udeblivelsen. Men vi finder løsninger sammen med patienten og giver redskaber til at komme videre,” fortæller sygeplejerske Nanette Forner.

Og det er lige præcis det, Naja har oplevet som en stor hjælp.

”Jeg har været et kæmpe rodehoved og har haft det svært ved for eksempel at køre i bus. I Opus har jeg lært strategier for, hvordan jeg får ryddet op. Og som hjemmeopgave har jeg præsteret en dag at køre et stoppested og den næste at køre to. Så i dag ved jeg, jeg kan den slags,” fortæller Naja.

Hun gik som hovedparten af patienterne til samtaler hos sin faste kontaktperson i Opus en gang om ugen. Og hun deltog også i familiesamtaler, ligesom familien deltog i undervisning for pårørende.

Fokus på familie

”Mange unge er i starten modstandere af, at deres pårørende deltager i samtaler med os. Men vi er meget insisterende i forhold til at få dem med. For det viser sig at være meget værdifuldt, at forældre, søskende og kærester forstår sygdommen og kan støtte patienten optimalt. Vi oplever også, at det efterfølgende giver anledning til mindre bekymring hos de pårørende. Og faktisk har nogle tidligere patienter bedt os om at reklamere for familiesamtalerne, fordi de fører så meget godt med sig,” forklarer psykolog Jens Rasmussen.

Naja nikker indforstået.

”Min mor har nydt godt af at vide mere om min sygdom. Det har taget et åg fra hendes skuldre at vide, hun ikke har del i, at jeg er blevet syg. Og hun er blevet langt mere tryg i forhold til mit liv og min fremtid,” siger Naja kun få timer før den første samtale med distriktspsykiatrien, som hun efter to år i Opus nu skal tilbage til. ”Det er sørgeligt, at det er slut nu, men jeg er rustet til at komme videre. Jeg har søgt om førtidspension, og hvis jeg kan være sikker på, jeg får det godt i en længere periode, vil jeg lave frivilligt arbejde for eksempel på et dyreinternat.”