Tilmelding til nyhedsbrev



Tak for din tilmelding.

ADVARSEL

Pas på, hvis du ved en fejltagelse kommer ind på sundhedsnyheder.com. Vi har INTET med den side at gøre og kan på ingen måde stå inde for dens indhold.

Redaktionen

Sådan lever man med forhøjet blodtryk

bogforsidepas-paa-blodtrykketAf Bolette Marie Madsen

Pas på blodtrykket
Af Peter Norsk
Forlaget Frydenlund
145 sider, kr. 249,-

Forhøjet blodtryk er den hyppigste medårsag til dødsfald og omkring en million danskere skønnes at lide af forhøjet blodtryk. En stor del af dem tager ingen medicin.

Da mildt eller moderat for højt blodtryk ikke nødvendigvis giver mærkbare symptomer kan det være svært at acceptere, at man alligevel skal tage medicin og dermed blive sygeliggjort. Mange prøver igennem ændringer af livsstil at ”helbrede” sig selv, men dels er det meget vanskeligt konsekvent at ændre livsstil og dels er det langt fra sikkert, at den ændrede livsstil medfører et lavere blodtryk.

At reducere indtagelse af fedt og alkohol og øge motionsfrekvensen kan helt sikkert bidrage til et bedre helbred, men med hensyn til sænkning af blodtrykket er medicin oftest den bedste løsning.

Bogens forfatter, professor, dr.med. Peter Norsk har selv i mange år døjet med forhøjet blodtryk. Som så mange andre havde han i begyndelsen ikke lyst til at tage medicin, men ville motionere sig til et bedre blodtryk. Det hjalp ikke, og han påbegyndte medicinsk behandling. Der gik noget tid, inden han fandt den rigtige medicinkombination, som nedsatte blodtrykket og ingen bivirkninger havde.

Rådet om at være opmærksom på blodtrykket og ikke være bange for medicin har altså rod i personlig erfaring.

”Pas på blodtrykket!” kan fungere som en brugsbog til mennesker med forhøjet blodtryk, fordi den enkelt fortæller om, hvad blodtryk er, hvordan det måles, hvad faren er ved forhøjet blodtryk og hvordan blodtrykssænkende medicin virker.

Derudover fortæller Peter Norsk om de områder, som forskerne i øjeblikket har fokus på, bl.a. forholdet mellem indtagelse af salt og blodtryk og betydningen af vestlig livsstil. Redeligt og i øjenhøjde opfordres den almindelige læser til at interessere sig lidt mere for sit blodtryk, og læger opfordres til at interesse sig mere for deres patienters blodtryk.