Når vi bliver ældre, er der en stor gevinst at hente, når det gælder hjernen. ”Ungdommens nogle gange meget forstyrrende overkapacitet forsvinder. Vi bliver mere velovervejede og dialektiske både intellektuelt og følelsesmæssigt,” siger læge og aldersforsker Henning Kirk.

Lidt trøst er der for alle os, som er blevet ældre; Ja, der er færre hjerneceller. Og dem, der er, er blevet mindre elastiske. Men til gengæld kan vi glæde os over, at vi har erfaringen, som giver os mulighed for at bruge hjernen – eller det, der er tilbage af den – bedre.

Foto: Dreamstime

Styrk hjernen

Det er ingen hemmelighed, at motion er den største faktor til at hindre aldring. Det gælder både, når vi skal holde vores krop ved lige, og endnu mere, når vi skal holde hjernen ved lige. - Når vi dyrker motion, styrker vi kredsløbet generelt. - Ved muskelaktivitet dannes nogle stoffer, der øger evnen til nydannelse af nerveceller i hippocampus. - Stress er en meget stor sårbarhedsfaktor, f.eks. kan de fleste depressioner forklares ved stresspåvirkning af hippocampus. Når vi dyrker motion, får vi lettere ved at håndtere stress. - Vores selvbillede bliver bearbejdet i positiv retning, når vi dyrker motion. Når vi er i god fysisk form, kan vi være aktive, gå ud og bevæge os blandt andre mennesker. Vi øger vores aktionsradius.
• Vær fysisk aktiv – mindst 30 min. daglig
• Bliv bevidst om, hvad du er god til – træn og vedligehold det
• Sæt dig nogle mål – og følg op
• Sæt dig også ind i noget uden for din ekspertise
• Træn både håndelag og tænkeevne alsidigt
• Træf nye mennesker – også nogen at være uenig med
• Brug tid til samvær med børn – leg og lyt
• Lær/genopfrisk fremmedsprog – det er aldrig for sent
• Lyt til musik – også noget, du ikke er vant til. Og spil selv
• Bevar nysgerrigheden – og pas på mageligheden

Af Lone Nyhuus

Henning Kirk begynder med et billede: Et nyfødt barn kommer til verden med en næsten ufattelig kapacitet. Det har hjerneceller og forbindelsesbaner, som sætter det i stand til at tilpasse sig næsten hvad som helst. Og en hvilken som helst mor.

Men snart efter fødslen begynder det nyfødte barn at tabe hjerneceller. Langt flere pr. tidsenhed end på noget andet tidspunkt i vores liv som menneske.

”For den umodne hjerne er der så mange mulige strenge at spille på. Med alderen vælger vi så, hvilke vi vil udnytte,” siger Henning Kirk.

Indsnævringen af muligheder hænger sammen med den uundgåelige kropslige aldring. Med alderen får vi færre celler, også i hjernen.

”Nogle mener, at dette tab i bedste fald er 10 pct. Men under alle omstændigheder er der i forvejen alt for mange celler, så det gør ikke noget, at vi taber nogle,” siger Henning Kirk.

Alderen betyder ikke kun, at der er færre celler. Den enkelte celle bliver også langsommere til at skaffe sig af med affaldsstoffer, ligesom den er langsommere til at skabe de proteiner og andet, der er nødvendigt for cellens funktion. I vores kultur oplever man også, at blodgennemstrømningen og hele kredsløbsfunktionen bliver reduceret. Hvilket for eksempel kan føre til blodpropper i hjernen.

”Men det er ikke det store problem, vi tidligere troede. Disse sygdomme kan forebygges,” skynder Henning Kirk sig at sige og fortsætter:

”Hvad der også sker med alderen, er, at senevævet og muskelvævet taber deres elasticitet. Med alderen oplever vi nogen ”maskinelle” ændringer. Det forekommer i alt biologisk væv. Men vi kan kompensere for den slitage, som vi oplever på mekanikkens dele. På den måde bliver den uundgåelige aldring ikke noget, der batter så meget.”

En fasttømret kliché

I det hele taget gælder det, at det næsten er umuligt at sige noget entydigt om, hvad der sker, når vi bliver ældre.

”Det kommer an på, hvordan man lever. Det fasttømrede udtryk, ’…med alderen sker der…’, er en kliché. Og en forklaringsmodel, som vi i den grad misbruger.”

Bortset fra det, så er der flere indicier for, at der faktisk sker noget med hjernen, når vi bliver ældre. Men det er ikke kun i den negative retning. Det kan godt være, at der ikke er så mange hjerneceller, og at disse hjerneceller er lidt mindre ”elastiske”. Til gengæld lærer erfaringen os at bruge vores hjerne mere hensigtsmæssigt. Vi udvikler en bedre ’hjerneøkonomi’.

For eksempel kender de fleste af os til det at køre bil. Og vi ved, at selv om vi er kommet op i årene og måske ikke registrerer så hurtigt, så kan vi stadig køre bilen sikkert gennem trafikken. Det kan vi, fordi vi er øvede. Når vi som bilister ’kører på rygmarven’, er det i vid udstrækning lillehjernen - bagerst og nederst i kraniet, under storhjernens lapper - der er i aktion.

Og der er fornuft i at lægge ansvaret for vores kørsel i lillehjernen. Lillehjernen er meget ældre end storhjernen set i evolutionens lys. Det kan forklare, at den i forhold til storhjernen er mere driftssikker. Samtidig er den ’billigere’ i drift. Den bruger ikke nær så meget energi som storhjernen.

Når vi ’vælger’ at lægge bilkørslen ned i lillehjernen og udnytte dens store evne til at styre vores automatiske funktioner og allerede tillærte færdigheder, skyldes det også, at vores kapacitet til at lære noget nyt er blevet mindre med årene. Populært sagt: Vores ’båndbredde’ bliver mindre. Hvilket vi kompenserer for ved at bruge vores lillehjerne mere aktivt.

Begge sider

Vi kompenserer også på en lang række andre områder. Blandt andet bliver vi bedre til at bilateralisere, dvs. at bruge begge hjernehalvdele. Hvis vi lader et ungt menneske fortælle om sin barndom og samtidig scanner hjernens aktivitet, kan vi se, at det lyser op i venstre hippocampus (del af storhjernen). Hvis en ældre person fortæller om sin barndom, lyser det op i begge hippocampus-områder.

”Det viser formentlig, at den ældre er mere effektiv til at hente erindringer og sætte dem ind i en sammenhæng,” siger Henning Kirk, der fortæller, at vi med brugen af de to hjernehalvdele ofte bliver lige så hurtige til at løse en opgave, som yngre mennesker. De trækker kun på den ene hjernehalvdel ad gangen.

En tredje måde, som ældre menneskers brug af hjernen adskiller sig fra yngre menneskers, er i brugen af hjernens såkaldte ’indlæringsakse’ og ’følelsesakse’. Hjerneforskningen viser, at psykologiens skelnen mellem fornuft og følelse passer på hjernens opbygning. Hvis vi relaterer fornuft til viden og erfaring, kan vi identificere en akse mellem hippocampus og ydre dele af præfrontale cortex (hjernebark).

Det er ad denne akse, indlæring og vidensopbygning sker. Følelserne har også deres egen akse. Den tager udgangspunkt i hjernens mandler, amygdala, og går til et andet område af præfrontale cortex. Det, som ligger nærmest øjenhulerne.

Samkørende akser

Både for hippocampus, som står for det første led i indlæringen, og amygdala, som er det sted, hvor følelserne har deres udspring, gælder det, at de skrumper med alderen. Det kræver, at vi flytter en del af vores læring og følelsesmæssige udtryk fra hhv. hippocampus og amygdala til de forskellige områder af det præfrontale cortex, til ’hjernens dirigent’.

Til vores fornuft. Vores umiddelbare og hurtige indlæring og vores umiddelbare og hurtige følelsesmæssige reaktioner bliver derved erstattet af en mere reflekterende og erfaringsbaseret oplevelse og reaktion. Med alderen giver vores hjerne os dermed mulighed for at blive mere velovervejede og dialektiske. Både på det intellektuelle og det følelsesmæssige plan.

Men dette potentiale indløses ikke af sig selv.

”I denne mentale modning ligger også, at vi lærer os at omgås mennesker. At vi bliver bedre til at modtage kritik, og at vi hele tiden forsøger at forny os. I det hele taget bør vi betragte vores hjerne som et byggeprojekt. Vi bygger om, bygger ud, bygger til. Gennem hele livet.”