Argentinas præsident er blevet ramt af kræft i skjoldbruskkirtlen.Kræft i skjoldbruskkirtlen, der i slutningen af 2011 fik den argentinske præsident til at tage orlov, rammer årligt flere og flere danskere.
Den populære Christina Fernandez de Kirchner er født i 1953 og efterfulgte i 2007 sin mand Nestor Kirchner på præsidentposten. Lægerne opdagede kræftcellerne i skjoldbruskkirtlen tidligt i forløbet, da hun var til rutinetjek 22. december. Hun har derfor gode chancer for at overleve, når hun gennemgår en operation 4. januar. Symptomerne på skjoldbruskkirtelkræft er en hård hævelse på forsiden af halsen og eventuelt både vejrtrækningsbesvær og en hæs stemme.
Mindre end en procent rammes
Kræft i skjoldbruskkirtlen er ansvarlig for kun 0.3-06 procent af alle kræftsygdomme, men rammer et stigende antal danskere - hovedsageligt kvinder. Dobbelt så mange kvinder som mænd rammes. Sygdommen rammer oftest efter 35-års alderen, men den præcise årsag er oftest ukendt. Bestråling af halsen kan være en af årsagerne og i ganske få tilfælde er sygdommen arvelig.
Når den argentinske præsident bliver opereret fjerner lægerne kræftknuderne, og hvis kræften har spredt sig til lymfeknuderne, fjernes de også. Det synes dog ikke at være tilfældet i Christina Kirchners tilfælde. Efter operationen er det muligt at præsidenten skal have strålebehandling eventuelt i form af radioaktivt jod, der koncentreres i skjoldbruskkirtlen og dermed bestrøles indefra. Tilbagefald efter en operation bliver mindre sandsynlig jo længere tid der går.
|