Tilmelding til nyhedsbrev



Tak for din tilmelding.

ADVARSEL

Pas på, hvis du ved en fejltagelse kommer ind på sundhedsnyheder.com. Vi har INTET med den side at gøre og kan på ingen måde stå inde for dens indhold.

Redaktionen

Rygning farligere for kvinder

Flere kvinder end mænd dør af KOL, og al forskning tyder på, at kvinder tåler rygning dårligere end mænd. Præcis hvorfor, ved man endnu ikke, siger overlæge Nina Godtfredsen fra Bispebjerg Hospital.

KOL

  • I år 2000 ca. var der lige mange KOL dødsfald blandt mænd og kvinder (ca. 4.000 i alt ifølge statistikken, men reelt nok flere). År 2000 var der over 12.000 indlæggelser/år for kvinder og ca. 10.000 for mænd, siden 1993 flere indlæggelser blandt kvinder end mænd.
  • Nina Skavlan Godtfredsen, overlæge, ph.d., Lungemedicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital skrev i 2003 afhandling om helbredskonsekvenser af rygeophør og reduceret tobaksforbrug. Forfatter af et stort antal videnskabelige artikler overvejende om rygning og lungesygdomme. Medforfatter på flere lærebogskapitler. Med i WHO ekspertpanel, der i 2007 udgav en håndbog om helbredsfordele ved rygeophør. Bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Tobaksforskning.

Af Jette Lüthcke, Fokusmagasinet, nr. 4, 2009

Inden for de seneste ti år er antallet af kvinder, der dør af KOL i både Europa og USA, steget, men hvorfor kvinderne tåler tobaksrøgen dårligere sammenlignet med mænd, ved man ikke.

Det siger overlæge, ph.d. Nina Godtfredsen, Lungemedicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital.

”Vi ved, at hvis kvinder ryger lige så meget som mænd, har de større risiko for at udvikle KOL. Men årsagen er helt uafklaret. Det har formentlig noget med geometri og fysiologi at gøre, fordi kvinders luftveje er mindre,” forklarer Nina Godtfredsen.

Der findes flere andre teser om både hormonelle faktorer og genetik, men disse er svære at få bekræftet.

”Udover teorien med den mindre fysiologi, går en anden teori på, at årsagen skal findes i hormonelle faktorer. Vi ved fra studier af astma, at indtil puberteten får flere drenge astma, mens det efter puberteten rammer flere piger og kvinder, hvilket kan have en hormonel forklaring. Måske er der også tale om genetiske forskelle, men det er helt spekulativt og overvejende teorier endnu,” siger Nina Godtfredsen.

Tykkere luftveje

Det er imidlertid lykkedes forskningen at påvise, at kvinders luftveje reagerer kraftigere over for forskellige påvirkninger end mænds. Ligesom kvinders og mænds luftveje reagerer forskellige på medicin.

”Tobaksrøg påvirker lungevævet forskelligt hos de to køn. Det ved vi fra studier, hvor man har CT-scannet KOL-patienter. Her kan man se, at væggene i kvinders luftveje bliver tykkere end mænds, når de får KOL. Til gengæld bliver lungevævet ikke lige så udtyndet hos kvinder, som hos mænd. Men igen må vi sige, at vi ikke ved hvorfor,” fortæller Nina Godtfredsen.

Derimod er det muligvis den opdagelse, der har betydning for, at kvinder ved den samme sværhedsgrad af sygdommen, oplever flere symptomer end mænd.

Svært at undersøge for genetik eller kultur

For forskerne er det et problem at få korrigeret undersøgelserne for, om der reelt er tale om genetiske kønsforskelle, om det handler om måden at diagnosticere sygdommen på – eller om de kulturelle forskelle også spiller en rolle. Og det får nogle forskere til at tvivle på den reelle kønsforskel, hvilket Nina Godtfredsen godt forstår.

”Det er altså helt sikkert, at der er en forskel – eller mange forskelle, men om man generelt kan sige, at det er farligere for kvinder end mænd at ryge, er sikkert det, mine kolleger er forbeholdne overfor. Og der er en masse barrierer for at lave en rigtig god undersøgelse,” siger Nina Godtfredsen.

Hun anfører, at tobaksepidemien kom senere til kvinderne end mændene, så det er uhyre svært på et givet tidspunkt at sammenligne mænd og kvinder, for da vil de fleste mænd have røget mere – og længere tid. I mange KOL-studier deltager desuden mange flere mænd end kvinder, og så er der rygekulturen.

Kvinder taber mere luft

”Der er også en del kulturelle ting at tage højde for. F.eks. er light-cigaretter mere populære blandt kvinder end mænd, og er der forskel på mænds og kvinders måde at ryge på? Men hvis man, så godt det nu kan lade sig gøre, korrigerer for den mængde tobak, man har været udsat for, viser de fleste undersøgelser, at kvinder taber mere luft end mænd for den samme mængde tobak.

Et meget berømt amerikansk studie viser også, at de kvinder, det lykkedes at bibeholde rygestoppet, efterfølgende mistede lungefunktionen langsommere end mændene. De fik også mere lungefunktion tilbage, så der er helt sikkert forskelle! Jeg tror, at for den givne samme mængde tobak, er kvinder mere følsomme.

Det passer også med de studier, der er lavet med lungecancer, hvor kvinder også er mere følsomme. Igen handler det om, at for den samme givne mængde tobak hos en mand og en kvinde, vil en kvinde være i større risiko for at udvikle både KOL og lungekræft end en mand,” fastslår Nina Godtfredsen.

Mere målrettet behandling

Større viden om hvorfor, man udvikler KOL, eller hvad forskellen grundlæggende er mellem mænd og kvinder, vil nemlig betyde, at behandlingen bliver mere målrettet.

”Lige nu modtager mænd og kvinder både samme behandling og undervisning i f.eks. rygestop. Men da vi ved, at kvinder har sværere ved at holde op med at ryge, var det måske noget, man i fremtiden ville gøre anderledes. Det kræver blot, at man ved noget mere. Flere forskningsprojekter ville også sætte mere fokus på kvinder og KOL, og det er nødvendigt, da det generelt er en underdiagnosticeret sygdom – og især indtil for nylig hos kvinder,” fastslår Nina Godtfredsen.