Tim Baxter blev ramt af knogleskørhed, men diagnosen blev kun fastlagt fordi hans kone ikke ville acceptere lægens afvisning. Foto: Sara Skytte

Af Mette Fensbo

Omkring 100.000 mænd i Danmark lider af knogleskørhed. Og op mod hver fjerde mand over 60 år vil opleve et knoglebrud som følge af osteoporose.

Men diagnosen knogleskørhed stilles for sent for mænds vedkommende. Det sker først, når sygdommen er fremskreden og ofte har medført brud på rygsøjlen.

Overlæge, dr.med. Lars Hyldstrup, Osteoporoseenheden på Hvidovre Hospital:

"Mænd er ikke særlig interesserede i at gå til læge og måske få at vide, at de fejler noget. Holdningen er: det går nok over. Vi kæmper med nogle psykologiske barrierer hos mænd. En mand er ikke intakt som mand, hvis han fejler noget. Groft sagt går mænd kun til læge, når deres kone skubber dem. Derfor er det informationsmæssigt svært at nå mænd. Vi skal informere en gruppe, som reelt ikke er interesseret. Mænd kommer, når et brud er en kendsgerning og smerterne er ulidelige. Men det, der gælder for knogleskørhed, er, at jo tidligere man sætter forebyggende ind, desto større er muligheden for at undgå brud. Alle tilfælde af osteoporose hos mænd kan behandles med færre knoglebrud til følge."

75-årige australske Timothy Baxter passer perfekt på prototypen. Han er komponist og har boet over 20 år med sin danske kone i Danmark. For 11 år siden fik han konstateret knogleskørhed. Diagnosen kom på plads udelukkende takket være hans kone, Birthe Baxters, stædighed:

"Tim havde haft mange problemer med ryggen og stærke smerter. Jeg gik i flere år med en fornemmelse af, at hans bøjede ryg kunne skyldes knogleskørhed. Da vi på et besøg hos hans bror i Australien blev gjort bekendt med, at broderen led af knogleskørhed, slog jeg i bordet. Tim skulle undersøges i Danmark.

Vi henvendte os til vores kvindelige praktiserende læge – og det blev en kamp. Hun mente, det var helt overflødigt. Det var der bestemt ingen grund til, var hendes let arrogante holdning, "og sådan en undersøgelse koster jo mange penge". Til sidst blev jeg rasende og truede kort og godt med, at jeg ville klage over hende. Ganske nådigt gav hun tilsagn om, at en praktikant hos hende, som havde haft med knogleskørhed at gøre, kunne se på Tim."

De ressourcesvage vil følge med

"Jeg tror, Tims kone har ret," sagde han. Derefter skulle jeg så bruge kræfter på at overbevise Tim. Men han kom omsider til undersøgelse, fik konstateret knogleskørhed og har siden været i behandling.” Er de praktiserende læger tilstrækkeligt opmærksomme på koblingen mænd-knogleskørhed, eller bliver mændene svigtet?

Lars Hyldstrup:

"Det er et følsomt emne. Jeg vil ikke hakke på de praktiserende læger. Det er svært at være opdateret på alle felter. Men min appel til dem er: Kommer en patient med klare risikofaktorer, bør vedkommende henvises til undersøgelse. I den forbindelse mener jeg, det er vigtigt at bruge flere ressourcer på at gøre befolkningen opmærksom på, at hver enkelt også må tage ansvar for sig selv og føre en kvalificeret dialog med sin læge. Patienten skal gå aktivt ind i forløbet. Vi skal udnytte de ressourcestærke patienters interesse i deres helbred”. Hvad så med de ressourcesvage?

"Jeg er overbevist om, at de vil følge med. Fra de bedrestillede og mere ressourcestærke patienter vil budskabet brede sig som ringe i vandet. Vi skal bruge de fleste kræfter dér, hvor folk lytter. Så kommer budskabet også til gavn for den gruppe af befolkningen, som måske ikke umiddelbart er lydhør."

Når mænd kommer til undersøgelser for knogleskørhed, går man risikofaktorerne igennem. Der bliver taget blodprøver, og der foretages en knoglescanning. Desuden skal man udelukke prostatakræft, fordi det kan vise sig med rygsmerter og fejltolkes som knogleskørhed. Og man måler også det mandlige kønshormon, testosteron. Mænd med stærkt nedsat produktion af testosteron er særligt udsatte for at få knogleskørhed. Summen af resultaterne viser, hvor galt det er fat, og hvilken behandling den mandlige patient kan tilrådes. ”Men det drejer sig ikke kun om en medicinsk behandling," understreger Lars Hyldstrup.

"Der skal også rettes op på nogle livsstilsfaktorer. Får patienten tilstrækkelig kalk og D-vitamin? Er han fysisk aktiv, og spiser han sundt og varieret? Har patienten et alkoholmisbrug? Medicin og livsstil går hånd i hånd. Der er meget, den enkelte selv kan gøre. Og her viser undersøgelser, at mænd som nævnt er svære at få fat i.

Til gengæld: når de først er blevet undersøgt, er de langt mere opsatte på behandling, end kvinder er. Mænd springer uhyre sjældent fra. Og meget væsentligt er mænd også indstillet på at ændre livsstil, når de er blevet klar over problematikken.”

Befolkningen blev svigtet

Tim Baxter:

"Jeg var overrasket over diagnosen. Knogleskørhed var jo en kvindesygdom. Men jeg kom i medicinsk behandling og fik fra begyndelsen af 2004 den nye kostbare behandling med daglig indsprøjtning med syntetisk biskjoldbruskkirtelhormon i halvandet år. Jeg har senere haft en dårlig periode med frygtelige rygsmerter efter et brud, hvor jeg næsten ikke kunne bevæge mig. Nu har jeg det godt. Min overlevelsesstrategi er: ikke at bære tunge ting, spise sundt og røre mig. Jeg motionerer og får fysioterapi tre gange om ugen."

Beviset på, at Tim Baxter er i form, leveres 21. november, hvor han er i stand til noget så fysisk krævende som at dirigere sin egen kantate, der opføres i Johannes Døberens Kirke i Valby. Knogleskørhed er siden 1970’erne blevet betragtet som en kvindesygdom. Det er først i 1980’erne, der foretages flere undersøgelser, som specifikt fokuserer på mænd og knogleskørhed. Men den indhøstede viden kom ikke ud til befolkningen og heller ikke til mange læger.

Hvor står I rent forskningsmæssigt, når det gælder mænd?

Lars Hyldstrup:

"Når det drejer sig om behandling, er der stigende fokus på at dokumentere, at de nye og effektive behandlinger mod osteoporose også gavner mænd. Desuden er det vist, at det kvindelige kønshormon østrogen også har stor betydning for mænds knogler. Der findes mænd, som ikke kan danne kvindelige kønshormoner, og disse mænd får ofte knogleskørhed."

Overlægen efterlyser en national handleplan for behandlingen af knogleskørhed. Han ser gerne, at der bliver fastlagt nogle standarder omkring behandlingsgaranti og en tidsfrist, som regionerne skal leve op til. Billedligt talt skal døren gøres bredere, så flere kan komme igennem.

"Knogleskørhed er en sygdom, som egner sig til forebyggelse," påpeger Lars Hyldstrup.

"Vi ved, hvem der skal undersøges. Og fordelen ved at få flere i behandling er at spare lidelse og tidlig død, men også at færre skal i behandling for knoglebrud i ryggen med tab af arbejdsår og måske førtidspension til følge. Samfundsøkonomisk vil det også betyde meget, da følgerne af knoglebrud koster rigtig dyrt.

Min konklusion er, at der sådan set ikke er noget i vejen med det, vi gør i dag – det skal bare gøres i større målestok."