Tilmelding til nyhedsbrev



Tak for din tilmelding.

ADVARSEL

Pas på, hvis du ved en fejltagelse kommer ind på sundhedsnyheder.com. Vi har INTET med den side at gøre og kan på ingen måde stå inde for dens indhold.

Redaktionen

Danskerne vil ikke finde sig i dårlige hofter eller knæ

Stadig flere danskere gennemgår hofte- eller knæoperationer. Øget kropsvægt og flere ældre med krav om god livskvalitet er årsagen. Et stort antal får efterfølgende blodpropper, og i dag dør 1 procent af de hofteopererede inden for 60 dage. Den rigtige medicin ville forhindre de mange blodpropper.

Bonus-info...

  • En blodprop dannes i blodkarrene. De fleste blodpropper efter operation er ufarlige og kan måske ikke mærkes. En blodprop i et af de dybe blodkar, der leder blodet væk fra benene, kaldes dyb venøs trombose. Hvis blodproppen river sig løs fra karvæggen og føres med blodet op til lungerne, er den livsfarlig. Risikoen for blodprop stiger ved længere tids fysisk inaktivitet, som for eksempel sygeleje efter en operation.

Af Nina Vedel-Petersen

Dødsfald, der i antal svarer til, at der hvert år styrtede en jumbojet fyldt med danske passagerer ned. Sådan ser dødstatistikken ud for knæ- og hofteopererede patienter, der efterfølgende får en blodprop.

”Jeg tror ikke, at vi herhjemme ville acceptere så mange dødsfald, hvis det handlede om flystyrt. Man havde nok gjort noget for at forebygge dem. Men fordi dødsfaldene efter operationerne er så diffuse og spredt ud over mange steder, gøres der ikke nok for at redde de mange menneskeliv,” siger Michael Rud Lassen, der i 25 år har forsket bl.a. i blodpropper, de seneste 10 år med Hørsholm Hospital som base.

Der opereres årligt 6.000 knæ og 7.500 hofter på grund af slidgigt og blandt andet sportsskader, derudover hofteopereres 17.000 ældre patienter på grund af lårbensbrud. I alt foretages ca. 30.000 knæ- og hofteoperationer. Blodpropper er den hyppigste årsag til, at den gruppe patienter genindlægges.

Da man ’i gamle dage’ ikke benyttede medicin til forebyggelse af blodpropper, fik halvdelen af de opererede en blodprop. En tredjedel af de blodpropper var store og sad i låret, og en tredjedel af disse store blodpropper blev til de farlige, som sad i lungen.

Men også i dag dør mange patienter af blodprop kort tid efter operationen. For de ældre patienter, der bliver hofteopereret, er dødeligheden i dag helt oppe på 1 procent. Antallet af hofte- og knæoperationer er de seneste år steget, og der vil blive stadig flere de kommende år.

”Der bliver flere og flere ældre. Og de ældre er mere krævende end tidligere. De vil have en aktiv fritid, hvor de kan rejse og gøre, hvad der passer dem. Knæ- og hofteoperationer giver en fantastisk effekt på livskvaliteten,” siger Michael Rud Lassen.

”Desuden har vægtproblemer også indflydelse på antallet af især knæoperationer. Jo tykkere man bliver, jo større er risikoen for slidgigt,” siger han og nævner, at netop for de overvægtige patienter er der ekstra risiko for blodprop, da de ikke er så tilbøjelige til at bevæge sig efter operationen.