Ida Wohlert lider af en hormon-forstyrrelse, der betyder at hendes vægt kan svinge ekstremt. Hun tog 30 kilo på under graviditeten og spiser derfor næsten kun fisk og magert kød.

Det er en frugtagtig plante, sprængfyldt med proteiner, der smager som ris – blot mindre støvet. Vi spiser også en del fisk og magert kød, men en gang imellem bliver der plads til en pizza, ligesom jeg elsker gamle danske egnsretter som flæskesteg, boller i karry og brændende kærlighed. Jeg tillader mig at gi’ den gas – med passende mellemrum.

Til hverdag drikker jeg ikke ret meget, men jeg elsker gode drinks til en fest, hvor jeg godt kan fi nde på at ryge et par cigaretter. Dagen efter er det slut. Hvis tilværelsen bliver alt for kontrolleret, er det jo trist. Jeg tror, ingen er tjent med et alt for restriktivt liv. Der skal være plads til at skeje ud, men jeg tænker da også i at få de gode, sunde fedtstoffer – og så sørger jeg altid for at rense og passe min hud. Det er vigtigt.”

Skilsmissebarn

Ida Wohlert betegner sig selv som antisportslig.

”Jeg løber af og til ... men ikke for fornøjelsens skyld. Til gengæld elsker jeg at ride, og det gør jeg en gang om ugen, og jeg har en halvpart i min dejlige hest.”

Hvad er sundhed og velvære for dig?

”Det er først og fremmest ikke at overskride mine egne grænser, men at lytte til min mavefornemmelse. Når jeg gør dét, føler jeg mig stærk – psykisk stærk og robust. Svagheden rammer, når jeg siger ja til noget, jeg burde ha’ sagt nej til, og når jeg tænker: Åh nej, det her kan jeg ikke bakke ud af – og så gør noget, jeg burde lade være med. Det kan være både arbejdsmæssigt og i mit private liv.

Grundlæggende oplever jeg ikke mig selv som et skrøbeligt menneske, og jeg synes, det er stærkt at turde vise sine svage sider. At græde, når man er ulykkelig, og vise sin sårbarhed. At være psykisk stærk er for mig også at kunne vise sin svaghed, hvis det hele brænder på.

I sådanne situationer bruger jeg min kæreste og mine nære venner.”

 De første seks-syv år af sit liv voksede Ida Wohlert op i det indre København i en lille familie med far, mor og storebror, musikeren Johan Wohlert. Da hun skulle begynde i 1. klasse, blev forældrene skilt. Faderen blev i København, moderen fl yttede til Hellerup med en ny mand.

Til hverdag drikker jeg ikke ret meget, men jeg elsker gode drinks til en fest, hvor jeg godt kan fi nde på at ryge et par cigaretter. Dagen efter er det slut.

I begyndelsen boede børnene på skift hos deres mor og far.

”Mine forældres skilsmisse var ikke specielt voldsom eller traumatisk. De gjorde meget ud af at tale med os børn. Og vi forstod, hvad der skete. Men en skilsmisse er aldrig sjov. For mig var det en stor støtte at ha’ min bror, han var som en allieret. Det var svært for os at bo to steder, og dén ordning fungerede simpelt hen ikke. Så ret hurtigt blev ”hjem” hos min mor og hendes nye mand, hos min far følte jeg det mere som at komme på besøg. Det var hårdt og forbundet med et stort savn. For et barn er det også vanskeligt at stå på sidelinjen og klart se, at ens far pludselig er i rollen som enlig far og har det sværest i situationen.”

Det var hårdt

”Som barn opfanger man alt. Når han hentede os i Bernadotteskolen i Hellerup, og vi skulle ind til ham, havde vi tit glemt et eller andet og måtte lige forbi min mor. Det var han ikke så glad for. Han prøvede at skabe gode rammer for os, og det er først, efter jeg er blevet ældre, jeg kan se, hvor hårdt det var for ham. Naturligt nok var min bror og jeg i de år nærmere på vores mor. Men som jeg er blevet mere voksen er jeg kommet tættere og tættere på min far. Han stillede altid op til alt. Når den ene af forældrene ikke er der i dagligdagen, skaber det en distance. Men valget var truffet for Johans og min skyld.”

Ida Wohlert kan i dag se rigtig meget af sig selv i sin far, der er arkitekt med egen tegnestue. Faderen har i fl ere år været gift med en brasiliansk kvinde.

”Vi har den samme arbejdsdisciplin, og vi er begge kontante og målrettede. Da jeg var færdig med gymnasiet, søgte jeg min far mere og mere. Han har et skønt sommerhus - han selv har tegnet – i en skov 100 km nord for Helsingborg. Der mødes vi så ofte som muligt, og vi har begge prøvet at indhente det, vi tabte i mine skoleår. I mange tilfælde er jeg nok også mere enig med min far.

Dér kommer den kontante side ind i billedet. Efter for megen diskussion siger vi: Nu skal der skæres igennem og træffes en beslutning! Min mor er et meget rummeligt og tålmodigt menneske. Jeg kan da godt se at mine forældre er meget forskellige, så deres skilsmisse var nødvendig.”

Usikkerhed

Hvor langt vil du – som forholdsvis nybagt mor – gå for at bevare dit forhold?

”Jeg vil gå meget langt for at bevare min kæreste og vores forhold. Men når dét er sagt, vil jeg selvfølgelig ikke blive for enhver pris. De fleste i min generation er skilsmissebørn, og vi siger alle sammen: Skal vi ikke prøve at gøre det bedre? Jeg vil gøre meget for, at min lille dreng ikke skal opleve en skilsmisse. Som skilsmissebarn bliver man lidt for pleasende – man vil så gerne gøre både mor og far tilpas. Og når jeg kan se, hvor ondt det gjorde på min far, prøvede jeg at kompensere ved at være rigtig sød og rar.

Man bliver måske lidt hurtigere voksen, for det er helt andre valg, man konfronteres med, end børn, der lever i en kernefamilie.

Jeg har savnet min far, når han ikke var der, og min mor, når hun ikke var der. Og i alle højtider – påske, pinse og jul – er stemningen ikke helt naturlig, uanset hvor megen umage alle voksne gør sig. Min kæreste har på det nærmeste tre sæt forældre, og når alle forsøger at være samlet, bliver stemningen altså lidt akavet. Sådan noget vil jeg gerne skåne mit eget barn for.”

Ida Wohlerts mor er erhvervspsykolog og har sat sit store præg på datteren.

”Fra hende har jeg fået en rigtig god selvfølelse. Hun har altid bakket os børn op og givet mig en tro på, at det, jeg har gang i, er rigtigt, og at jeg bare skal holde fast. Da jeg som barn spurgte min bror, hvad han ville være, svarede han ”rockstjerne”.

Min mor bakkede ham 100 procent op. Han skulle bare spille videre. Han havde talent, og han kunne klare det. Og han er blevet musiker. Jeg har lært at tro på, at det, jeg gør, er godt nok, og hvis jeg dummer mig, går det nok også. Der må også være en vis uhøjtidelighed og lidt humor med i det hele. Men selv med en basal selvfølelse, der siger, at ”jeg er god nok som menneske”, kender jeg selvfølgelig til usikkerhed.

Jeg er ikke verdensmester. Jeg kan hele tiden dygtiggøre mig, og der skal også files nogle kanter hist og her. Men igen: jeg har altid stræbt efter at ha’ maven med i det, jeg gør. Jeg er forholdsvis god til at sige fra og er ret bevidst om, hvor min grænse går. Alligevel sker det, at jeg lægger lidt for mange aftaler ind i agendaen nogle dage. Når det derimod gælder de større beslutninger, er jeg god til at sige nej, hvis jeg mener nej. Når jeg laver fejl, har jeg gudskelov megen selvironi. Men målrettet – dét er jeg. Har jeg sat mig et mål, går jeg efter det.”

Hvis det ikke lykkes...?

”Så bilder jeg nok mig selv ind, at det er der en god grund til. Der venter ganske enkelt noget bedre rundt om hjørnet.

”Det her var ikke meningen.”

Jeg dunker sjældent mig selv i hovedet, hvis tingene ikke lykkes, men prøver at arbejde efter det princip, at lægger jeg mig virkelig i selen for noget og gør alt, hvad jeg kan, ja så kan jeg jo ikke gøre det bedre. Så har jeg ydet mit optimale. Man skal hele tiden huske at være god ved sig selv. Samtidig har jeg fra begge mine forældre lært at besidde en ydmyghed både over for andre mennesker og over for store opgaver.”

Overbærende

Hidtil har Ida Wohlert heldigvis været forskånet for voldsomme sorger og kriser. Men der har været oplevelser, hun selv betegner som styrkeprøver.

”Som 16-årig var jeg udvekslingsstudent i USA. Jeg blev anbragt i en lillebitte by i delstaten Oklahoma og gik på katolsk skole. Det var en vildfremmed verden og en kæmpe opvågnen. Næsten dagligt var der opringninger til mor og far med fuld knald på gråden, men jeg nægtede at give op. Jeg ville ikke tage hjem før planlagt. Men kors hvor jeg manglede mit bagland...

Da jeg er omkring 19 og efter studentereksamen rejser rundt i Brasilien, Ecuador, Bolivia og Guatemala, får jeg ved en fejltagelse at vide i telefonen, at min mor og hendes daværende amerikanske mand er blevet skilt. Det er min storebror, der refererer til skilsmissen. Jeg anede intet.

Da jeg nogle måneder senere kom hjem, var vores hjem sat til salg. Min mor havde fundet en mand, der var 20 år yngre end hun. Jeg må sige, at det var ret heftigt at se min mor i hendes anden ungdom med ny mand og kørende på motorcykel. Og: hvor skulle jeg bo?

Jeg blev vred og virkelig gal på hende. Nu igen – endnu et opbrud! Men jeg forstod hende også godt. Med sin stædighed sagde min mor: ”Jeg har også lov til at leve mit liv.” Og det har hun jo ret i. Hun har ellers altid været mor med stort M. Men jeg var såret. Min daværende kæreste var meget til stede over for mig, og jeg talte ofte med min far. Han er et handlemenneske og god til at stikke fi ngeren i jorden. Han ved, når der er behov for ham.”

Kender du til angst for at miste?

”Nej. Jeg har altid følt, at jeg kunne hive fat i min familie, hvis jeg fornemmede, de var ved at glide væk, og jeg har også altid vidst, at jeg selv kunne gøre noget. Det har hjulpet, at på trods af opbrud har min mor og far altid været der. Jo ældre jeg er blevet, desto mere kan jeg mærke, at jeg bruger min bror meget. Vi læner os op ad hinanden, når noget bliver svært.”

Hvad har det betydet for dit liv at få en lille søn?

”Det har betydet alt. Det er en meget stor omvæltning. De store følelser, jeg rummer for ham, er fuldstændig, som jeg havde regnet med. De fylder og er altdominerende. Men det er hårdt at sætte alt andet på standby. Jeg kan sidde og studere dette lille menneske, der bliver sjovere dag for dag. Han gør, at jeg i endnu højere grad fokuserer på, hvad jeg vil stå model til. Nu er det ham, det handler om – det er dét lille menneske, jeg stiller skarpt på. Alt andet kommer i anden række.

En dag sagde min kæreste: ”Jeg synes virkelig, du er en god mor.” Jeg blev naturligvis glad. Egentlig havde jeg ikke troet, jeg kunne være så tålmodig og blid. Men nu skal der meget til at få mig op i det røde felt. Nu ved jeg, at jeg kan være meget overbærende. Det kom lidt bag på mig.”

Livskvalitet

”Det sværeste ved at få et barn er, at det totalt ændrer parforholdet. Rollen som mor er for mig ikke svær, hvorimod benarbejdet skal lægges i kæresteforholdet. Det lider skade. Når jeg endelig har en friaften og måske har lyst til at se veninderne, ser jeg på Kasper og kan tænke: Hvornår har vi to egentlig talt rigtig sammen? Jeg kan godt forstå, hvis forhold ryger på dén konto. Vi prøver at få tid til at tage til sommerhuset i Sverige, hvor vi får gået ture sammen, grinet og snakket. Og så forsøger vi indimellem at gå til en fest sammen og lave nogle af de ting, vi gjorde, inden Elliot kom til verden. Men det kommer ikke af sig selv. Man skal være fokuseret, for at det her lykkes.”

Er du også fokuseret omkring en karriereplanlægning?

”Da jeg første gang blev introduceret for det begreb, tænkte jeg: ”Hva’ for noget?” Jeg har ikke valgt fag – det var tilfældigheder, der fik mig ind i journalistikken. Jeg føler, det er en luksus at tale med så mange forskellige mennesker med lige så mange forskellige uddannelser. Jeg er nok ambitiøs i den betydning, at jeg går meget op i det, jeg kaster mig over her og nu. Jeg har ikke et næste mål for min karriere. Til gengæld har jeg behov for at være i et job, hvor jeg udvikler mig. Jeg sagde ja til at blive vært, fordi det er sjovt, og fordi det er forbandet svært at lave live-interviews. Her kan jeg virkelig lære noget og udvikle mig.”

Arbejdet betyder meget for Ida Wohlert – ud fra devisen: Hvis ikke jeg er glad for det, skal jeg trække mig.

”Det er måske lettere at sige, når man er 32, men trives jeg ikke i mit job, vil jeg hellere trække stikket ud. Jeg forsøger at holde fast i, at et arbejde er bare et arbejde, det er ikke hele ens identitet. Der er så meget andet vigtigt. For mig er livskvalitet også at daffe lidt rundt uden at skulle en hel masse, sammen med min søn. Og så må jeg sige, at et års barsel er ren luksus.”

Den nye studieværtinde tror på skæbnen. ”Det har jeg altid gjort. Det ændrer sig måske, hvis jeg på et tidspunkt bliver ramt af noget rigtig grimt. Men lige nu tror jeg, der er en grund til, at tingene sker. Så det gælder bare om at ha’ sig selv med i det, man gør. At holde fast i grundstammen.”