Balance, balance og atter balance er alfa og omega, når miljøminister Karen Ellemann tænker sundhed. Hun er vinterbader, delemor til to og et rigtigt madøre, der har ”sagt ja til det hele”.

 

STORT BILLEDE

Karen Ellemann er blevet mere opmærksom på sin krop og mærker når den gule lampe blinker: Så ved jeg at jeg skal slappe af.

Foto: Claus Bech

Mere om...

Karen Ellemanns blå bog
• Født: 26. august 1969
• 1986-1989 Student på Holte Gymnasium
• 1990-1993 Konsulent på radiokanal The Voice
• 1995-1996 Administrationschef i firmaet Brinkmann Kommunikation
• 1996-1999 Daglig leder af Dagmar Teatret
• 2002-2004 Uddannede sig til folkeskolelærer på N. Zahles Seminarium
• 2003 til 2007 Lærer på Rungsted Skole
• Medlem af Folketinget den 13. nov 2007
• Indenrigs- og socialminister 7. april 2009
• Miljøminister 25. februar 2010

Af Mette Fensbo

For syv år siden – på sin datters fireårsfødselsdag - faldt Karen Ellemann om i sit hjem og blev kørt bevidstløs til intensivafdelingen på Rigshospitalet.

Det var ikke en hjerneblødning, men i en periode mistede hun førligheden i den ene side. Hårdt for hende selv og ikke mindst et slag for hele familien.

”Det sagde klik i min hjerne. Hele børnehaven havde været hjemme hos os. Dengang arbejdede jeg som selvstændig journalist og var superglad for mit liv, selv om der konstant var stress på. Jeg var ramt af den ”lidelse” at ville det hele til perfektion, og det er uhørt vanvittigt. Det var et chok for alle omkring mig, og det var både barsk og lidt en sorg at skulle indse, hvad i alverden det var, jeg halsede rundt efter. Og eét at komme op igen tog rigtig lang tid.”

Heldigvis har den tidligere indenrigs- og socialministeren og nu miljøminister for længst genvundet både form og helbred. Men den grimme oplevelse har frem for alt ændret på en masse praktiske ting.

”Nu mærker jeg, når den gule lampe blinker, og så ved jeg, at jeg skal slappe af, men det vil altid være et dilemma, et vanskeligt valg, at prioritere en dag med en ren kalender frem for flinkeskolen. Det er jeg blevet meget bedre til nu, men jeg slås med det dagligt. Når f.eks. en god veninde inviterer til pigemiddag, så kan det være svært at sige nej til hende, fordi jeg måske trænger til at være alene med familien.”

Den 40-årige læreruddannede mor til to er sammen med kæresten Kresten Kloch, der arbejder med rekruttering, ved at sætte et gammelt hus nord for København i stand.

Balance, balance og atter balance. Det er alfa og omega, når Karen Ellemann tænker sundhed i ordets bredeste betydning.

”Jeg er ikke en hellig sundhedsfreak på detoxkure og proteinkure, men jeg kan altid mærke, hvis der ikke er balance i mit kostindtag. Samtidig er jeg stadig meget traditionel i min tilgang til kost.”

Når jeg spiser min frokost i ministeriet, er det kun mig, der tager endeskiven af rugbrødet. Den ligger som regel altid tilbage. Jeg elsker den, fordi den giver lidt arbejde at få ned.

På hverdage står hun op ved sekstiden. Første step i morgenritualet er hurtigt ud af sengen og i badekåben på vej til det kolde gys. Hun smutter de få hundrede meter ned til vandet og hopper i Øresund – hele året. Også når sneen ligger højt.

Drømmescenariet

”Det er min kæreste, der har introduceret vinterbaderiet for mig. I år bliver min anden sæson. Jeg elsker årstidernes skiften. De er forbundet med en afslutning og begyndelsen på noget nyt, og det fornemmer jeg på en helt speciel måde, når jeg bader hele året. Jeg mærker meget intenst, hvordan jeg er til stede og i live, og så giver det en uhyre rolig start på en lang dag. Men selvfølgelig kan det være noget af en udfordring sådan en mørk januar morgen, hvor istapperne hænger på badebroen. Da kan jeg tænke: ”Hvad er det egentlig, der får dig til dét her?” Svaret er følelsen af at være i kontakt med hele kroppen. Mærke gyset og det hurtigere åndedræt. Det tænder alle sanserne.”

Og så er det ellers hurtigt hjem bagefter og skutte sig over en caffélatte lavet på sojamælk. Efter denne salige ceremoni vækkes børnene, og så skal der spises morgenmad og smøres madpakker. Morgenmaden består af en herlig juicecocktail baseret på granatæbler og af havregrød med mysli af tørret frugt.

”Som lærer underviste jeg i hjemkundskab, og det har da nok præget mine børn. De er også optaget af sund mad. Vi har et begreb, vi kalder ”pjatmad”, og det er bl.a. slik og chokolademadder. Når de har pjatmadsønsker, be’r jeg dem altid om at begynde med at spise noget andet. Når vores balancetankegang i kosten lykkes, så opstår den sukkertrang nemlig kun sjældent. Men igen: jeg er ikke mere fanatisk, end at der er syltetøj i køleskabet, og der kan da også komme slik på bordet.”

I ministeriets mødelokaler er der til stadighed frisk frugt og grønsager. Og frokosten indeholder ofte sprøde grønsager, bagte rodfrugter, kylling og fisk.

”Når jeg spiser min frokost i ministeriet, er det kun mig, der tager endeskiven af rugbrødet. Den ligger som regel altid tilbage. Jeg elsker den, fordi den giver lidt arbejde at få ned. Er der solid god mad som en hakkebøf ,kan jeg sagtens spise én. Men jeg undgår ris, pasta og det hvide brød.”

I bund og grund er Karen Ellemann et madøre ,og hun elsker at kokkerere.

”Hver anden uge er vores sammenbragte børn hos deres andre forældre, og da har jeg som regel meget senere aftener med arbejde og møder. Når de så er hos os, forsøger vi at tilberede nogle ordentlige aftensmåltider. Men ærligt: det er oftest kun i weekenderne, at jeg står for maden. Jeg tør godt sige, at jeg er en god kok. Jeg er vild med råvarer og er bestemt ikke en madsnob. Jeg elsker gode konventionelle råvarer og bruger flere forskellige og mere eksperimenterende krydderier. Jeg læser masser af opskrifter. Jeg retter mig ikke efter dem, men lader mig inspirere.”

”Børnene er faktisk ret modige, når det gælder mad. Vi har den aftale, at de skal smage det hele, og er der noget, de ikke kan li’, er det en ærlig sag. Et drømmescenarie for mig er at stå i mit køkken og tilberede det dejligste, mest veltillavede måltid. Men ofte kniber det jo med tiden.”

Ministeren erkender, at hun i dag har en lidt anden tilgang til mad, end da hun var yngre.

”Jeg har jo ofte arrangementer, der inkluderer fine trerettersmenuer. Da overvejer jeg virkelig, hvor meget jeg spiser. Men når jeg f.eks. besøger et plejehjem i Nordjylland, og de byder på smørrebrød, så sidder jeg ikke og skraber smør og mayonnaise af. I weekenden nyder jeg med stor glæde både vin, og gerne en øl og en snaps til frokost, men det tager på ingen måde overhånd, for min krop kan slet ikke holde til for megen alkohol. Kaloriemængden tænker jeg også på, derfor har jeg det rigtig rart, når jeg tager løbeskoene på og begiver mig ind i Dyrehaven. Når jeg altså har tid.”

Hvorfor har jeg hovedpine?

Skræmmer alder dig?

”Nej. Jeg er ikke i tvivl, når jeg møder et sundt menneske, og alder er smuk, når den befinder sig i et sundt menneske. Der er en flok kvinder her i Tårbæk, som bader ved syvtiden om morgenen. Flere af dem er over 80. En sjælden gang render jeg ind i dem, og selvfølgelig kan man se, de er oppe i årene, men alderen viser sig på en smuk og naturlig måde. Jeg har vanskeligt ved at se det saliggørende i alverdens skønhedsoperationer.”

”Mit liv og mine job har sat deres spor. Rynkerne kommer jo af noget, så jeg er blevet langt mere bevidst om, hvor jeg selv kan påvirke i positiv retning. Jeg husker at tage solbriller på i skarpt lys, jeg masserer min pande og er meget bevidst om indhold af skadelige stoffer, når jeg køber ansigtscremer. Jeg forventer, at kloge ekspedienter kan vejlede mig. Jeg er bestemt ikke impulskøberen, der drøner ud i lufthavnen og tømmer hylderne. Som teenager led jeg meget af acne, så jeg har tidligt fokuseret på, at min hud også skal være i balance. Lever jeg usundt tre-fire dage, kan jeg straks mærke det på huden.”

Karen Ellemanns politiske karriere er foregået i turbotempo. 13. november 2007 blev hun valgt ind i Folketinget, og allerede 7. april 2009 kom ministerudnævnelsen. En tjans, der i høj grad kalder på mental styrke.

”Min force rent psykisk ligger i, at jeg kender mig selv rigtig godt – og det samme gør de, der står mig allernærmest. Jeg er i kontakt med mig selv. Jeg ved, hvad der er bedst for mig, og hvad der ikke er godt. Styrken er så hele tiden at rette op. Jeg skal stå på to ben, føle, jeg er i balance. Og det er jeg blevet bedre til. Bedre til at sige fra og ”holdt!”. Nu har jeg et projekt: Karen i balance. Sker der for mange ting på én gang, og er tempoet for hastigt, stopper jeg lidt op og tager en dyb indånding. Nu skal jeg lige finde mig selv.”

Hvem er hun så – hende, du kender så godt?

”Hun er en med appetit på livet. Jeg mener, at jeg altid har fået maksimal nytte af alt det, jeg oplever, og brugt den viden i alverdens job. Det at møde verden og andre mennesker er med til at udfordre mig selv og bidrage til den måde, jeg arbejder på. Når jeg besøger en fattig stamme i Vestafrika eller en bygd i Grønland eller en landsby i Himmerland, suger jeg nysgerrigt alle indtryk til mig. Udgangspunktet er jo min egen base, men mødet med andre mennesker og deres levevis inspirerer mig. Det er livslang læring. At rejse er en øjenåbner.”

Hvordan ser du så dig selv?

”Som udgangspunkt er jeg et positivt menneske. Jeg ser muligheder – ikke begrænsninger. Og jeg er imødekommende, men med lyst til at tage de nødvendige diskussioner. Jeg er ikke blind for den håbløshed, som også eksisterer i vores samfund. Men jeg spørger altid: ”Hvad er det, der har bragt det enkelte menneske dertil, hvor det befinder sig?” Jeg spørger altid hvorfor? Jeg vil ikke blindt acceptere en bestemt præmis, hvis den viser sig at være uacceptabel. Helt ned i så enkelt et eksempel som hovedpine. Har jeg selv hovedpine, tager jeg ikke blot en pille. Jeg stiller mig selv spørgsmålet: Hvorfor? Måske fordi jeg ikke har drukket tilstrækkeligt vand, eller fordi jeg har læst noget, der var rigtig svært. Jeg vil finde årsagen. Tage et personligt ansvar og så komme i balance igen. Der hersker en tendens til, at folk for ofte finder på en masse søforklaringer, når noget er galt...Det er sgu nok regeringens skyld!!”

Sjældent hætten ryger af

Kan sådan noget gøre dig gal?

”Der var en dag, en af ministersekretærerne sagde til mig: ”Jeg har aldrig oplevet dig blive rigtig rigtig vred.” Jeg svarede: ”Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke bliver vred.” Hvis jeg bliver hidsig i en bestemt situation, er det meget sjældent midt i den, at hætten ryger af. Jeg bliver snarere sammenbidt – sådan med en rigtig smal mund. Men det, vedkommende siger til mig, ryger ind på lystavlen. Der er kontakt til mig.”

”Min søn kan godt gøre mig hidsig, mens de andre bare kigger på. Vi kan godt ha’ sådan en forældre-barn-magtkamp omkring opdragelse. Han er mere stædig end sin søster og mener, at alt er til forhandling, men det er det ikke hos mig. Det er mig, der bestemmer og træffer afgørelsen, for det er mig, der har ansvaret.”

Politik kan som bekendt være en barsk affære. Hvad hvis du bliver rigtig dårligt behandlet?

”Der er jo en standardfrase, jeg kan hive frem, nemlig altid at ha’ teflondragten på og ikke tage angreb eller svigt personligt. Jeg prøver på det. Prøver at overbevise mig selv om, at det ikke er Karen, vedkommende hader, men derimod det,jeg står for. Jeg har valgt et job, hvor jeg ikke har eller får personlige venner. Og så er det væsentligt at huske at være professionel, hvilket indebærer ikke at blive personlig eller privat. I politik bruger jeg naturligvis min person, men der vil altid være en del af mig, som er helt privat. Jeg er meget opmærksom på de grænser, selv om der er flere menneskelige faktorer på spil i det, jeg beskæftiger mig med.”

”Men jeg er et roligt menneske i god form med en lav hvilepuls. Alt det bidrager til, at jeg ikke bare lige bliver blæst omkuld eller kommer derud, hvor jeg tænker: Hold da op! Det handler om, at jeg er til stede og har mine to ben at hvile på. Dermed ikke være sagt, at jeg er et bløddyr, der ikke kan mærke noget som helst – selvfølgelig kan jeg det. Men jeg lytter til det,der bliver sagt, og er god til at læse situationen.”

Du siger, du trænger til at være alene og slappe af med familien. Alligevel takkede du ja til et hårdt arbejdsliv som minister. Hvordan hænger det sammen?

”Jo, for nu gør jeg det her med en værdifuld viden og erfaring i bagagen. Jeg har en tro på, at jeg kan klare det, og jeg ved, det hele skal hænge sammen. Min familie og mine venner er jo mindst lige så vigtige som mit arbejde. Når jeg mærker, at nu er det for meget, så tager jeg signalerne alvorligt.

Jeg har sat børn i verden for at være sammen med dem, og jeg har en kæreste og to bonusbørn, som jeg elsker at være sammen med. Og det kan lade sig gøre, selv om jobbet fylder meget. Jeg har sagt ja til det hele. Spørgsmålet er så: Hvordan deler man kagen? Jeg har opbakning hjemmefra, og det er hele forudsætningen. Som moderne delemor har jeg børnene hver anden uge. Når de er hos mig, forsøger jeg at gå fra ministeriet kl. 16. Til gengæld kan jeg arbejde længere, når de er hos deres far.”

Renoveringen af huset i Tårbæk indbefatter også Karen Ellemanns yndlingsrum – køkkenet.

”Huset er vores fælles base, det hellige fristed, hvor Kresten, jeg og børnene kan være sammen. At være i køkkenet med familien er for mig stjernestunder. Uden den store planlægning. Måden, vi er sammen på, må ikke være arrangeret og kompliceret. Jeg vil blot sørge for ,at rammerne er der, og så er vi sammen af lyst.” Hvor meget tid har du til vennerne? ”Jeg må indrømme, at jeg i dag har en mindre vennekreds end for ti år siden. I og med min fritid er mere begrænset, bliver der færre fortrolige, nære venner. Min kæreste er min allernæreste ven. Vi taler meget sammen og udfordrer hinanden i det at være ærlige over for hinanden. Vi går ikke og putter med tingene, men åbner munden, når der er et eller andet, vi er bekymrede for. Sker det ikke, kan små kontroverser blive vanvittigt store og ende med en eksplosion, som i værste tilfælde måske er uoprettelig.”

Har gået med aviser

Hvordan reagerer du på kritik?

”Lad mig sige det sådan: Jeg er blevet bedre til at tage imod kritik. Det kommer nok af, at jeg i sådan en situation har gjort noget, andre synes er uhensigtsmæssigt. Men hold da op, hvor kan det være svært. Kritik er brugbar, når den er konstruktiv. Så er man jo inde og rode ved sit handlemønster, men det er også hårdt at skulle ind og bearbejde det. Det kan være svært for mig lige i det øjeblik, jeg modtager kritikken. Kommer den fra en af mine nærmeste, kan min reaktion godt bare være et ”Nå!” Men det går rent ind. De ved godt, jeg er ramt, selv om jeg virker rigtig smaskfornærmet. Men jeg skal lige gå og tygge på den. Respekt er at lytte til kritik og så komme med et feedback. Jeg må altså bare lige be’ om timeout og så vende tilbage senere.”

Karen Ellemann er vokset op hos sin mor og var weekendbarn hos sin far, Uffe Ellemann. Hendes forældre blev skilt da hun var to år. Når hun skal fremhæve, hvad hun har fået med sig fra sine forældre, er hun ikke i tvivl:

”De er begge glimrende eksempler på det at tage personligt ansvar. Jeg lærte, at jeg ikke skulle forvente, det hele kom flyvende ind fra højre. Man må medvirke, engagere sig og være oprigtigt interesseret i sine medmennesker. Jeg lærte, at jeg selv skulle yde. Fra jeg var barn ,har jeg gået med aviser og arbejdet i bagerforretninger.

Den holdning, at tingene ikke sker af sig selv, forsøger jeg at give videre til mine egne børn. At de forstår, det kræver en indsats for, at der er rent tøj i skabene og mad på bordet. De er børn af en anden generation, og det er da med lidt bekymring, jeg kigger på dem. Jeg synes det er hårdt arbejde at åbne ens børns øjne for de værdier, som handler om, at man skal bidrage.”

Du taler om ansvar, respekt og en vis etik og moral. Er der også en religiøs dimension i dit liv?

”Jeg er bevidst om mine værdier. Jeg er et kristent menneske, døbt og konfirmeret. Jeg nyder meget at komme i kirken, men det sker primært i forbindelse med familiære ting. Jeg finder kirkerummet meget beroligende. Det er lidt af en luksus at komme til en gudstjeneste og bare være der og fyldes med fred og ro. Og samtidig elsker jeg at synge. Det er en nydelse. Jeg kan godt finde på aktivt selv at søge steder, hvor jeg finder den ultimative ro. Og det er i skoven og i kirken.”