Kan selv. Vil selv. Det er den indstilling samt en udpræget mavefornemmelse, der har drevet kostvejlederen Lene Hansson gennem personlige konflikter og alvorlig sygdom til både professionel succes og mødet med ”den, der har nøglen til ens hjerte og følelser”

 

STORT BILLEDE

Lene Hansson besluttede sig at ændre sit liv efter år med allergi og astma. 

Foto: Maria Hedegaard

Mere om...

Lene Hanssons forhold til..:

• Penge: Meget rare at ha’, men ikke det vigtigste i livet.
• Misundelse: Et tegn på, at man ikke har fået egne behov opfyldt.
• Forfængelighed: Betyder, at man har et egoistisk behov, at man kan ha’ svært ved at sætte sig i andres sted og har et lavt selvværd.
• Nederlag: Rigtig sundt. Mange nederlag gør en stærkere for hver gang.
• Alder: Som man har det indeni.
• Kærlighed: Den skal først findes til en selv, før man kan finde den store kærlighed i et andet menneske.

Af Mette Fensbo

”Jeg er en overlever. Spejderføreren, der bliver drevet af en retfærdighedsfølelse, når jeg er presset.”

Lene Hansson, kostvejleder, forfatter, foredragsholder og tv-vært, har hele livet gjort, hvad hun ville – og fulgt, hvad der på moderne dansk hedder mavefornemmelsen. Faktisk har hun lyttet til dén kropsdel siden barndommen.

”Som barn og ung troede jeg, at jeg skulle præstere for at få opmærksomhed og ros. Jeg har altid higet efter netop opmærksomhed og kærlighed og mente, at jeg måtte udvikle specielle talenter for at gøre mig fortjent til at få ros. Men inderst inde har jeg altid vidst, at jeg ville drive det vid.”

Og det er gået den 45-årige sundhedsguru endog særdeles godt: Sammen med sin mand, Lars Friis, driver hun Wellnesscenteret i Holbergsgade i det indre København, hun har skrevet 21 bøger om sund kost og livsstil – bøger, der er solgt i flere end en mio. eksemplarer - lavet et utal af tv-udsendelser om samme emner (bl.a. TV3-succesen ”Du er hvad du spiser”), bor i skøn, stor lejlighed på Christianshavn og har sommerhus i Hornbæk.

Et er den rent fysiske sundhed, den, der kan ses umiddelbart. Den er naturligvis i orden. Noget andet er den mentale.

”Den har jeg tillagt større vægt med årene. Som yngre var jeg ikke så bevidst om, hvad det mentale betyder for ens liv. I dag tænker jeg meget på min familie (sønnen Sebastian på 16 og Lars’ datter Sofia på 15, red.). Hvordan er atmosfæren imellem os?”

”Jeg spiser så sund mad som muligt, uden at være fanatisk. Ligesom jeg hælder til sunde drikke. Men det er i orden at falde i, når man er ude en lørdag aften. Jeg køber ikke nødvendigvis alt økologisk. Motion og bevægelse har selvfølgelig også betydning. Og hvordan man behandler huden. Det er en helhed”.

Om morgenen står den på smoothies, og hun spiser frugt hele formiddagen.

Hvis jeg i dag falder i, får jeg alle de gamle symptomer igen. Og jeg kan mærke trætheden værke i min krop.

”Så får jeg energi og en god fornemmelse i kroppen. Vores køleskab er spækket med frugt og grønt. Til frokost køber jeg ofte en vegetarisk wrap på en café. Om aftenen laver vi som regel mange blandede ting, så der er noget at vælge imellem. Jeg spiser ikke kød, men til gengæld rigtig meget fisk.”

Har du ikke bare en enkelt last?

”I hverdagen er min eneste last en god, stærk espresso. Det er jeg vild med. Jeg har ikke specielt lyst til vin, men skulle jeg nogensinde blive ”dranker”, så bliver det i portvin. Smagen for portvin kom, da jeg nogle år boede i Portugal. Jeg kan i det hele taget godt lide søde sager.”

Også en svag sjæl

At Lene Hansson overhovedet trådte ind i sundhedsbranchen, skyldes ”min tidligere usunde måde at leve på” - en levevis, som gjorde, at hun led af voldsom allergi. Over for bl.a. dyrehår, pollen og græs.

”Mit liv var et helvede i en årrække. Jeg havde konstant røde øjne, næsen løb, jeg fik dårlig mave og udviklede både astma og høfeber. Jeg levede på medicin og fik eksem. Samtidig havde jeg taget 20 kg på. Jeg var altid på udkig efter en slankekur og mærkede det første stadie til leddegigt. Som ung var jeg ellers en udpræget idrætspige.”

Typisk Lene Hansson var det hende selv, der fandt ud af at omlægge kosten.

”Hvis jeg i dag falder i, får jeg alle de gamle symptomer igen. Og jeg kan mærke trætheden værke i min krop. Når jeg taler med klienter med f.eks. kroniske tarmsygdomme eller bindevævssygdomme, tænker jeg på, at mine sygdomme ville være blevet kroniske, hvis ikke jeg havde ændret livsstil. Det, at jeg beskæftiger mig med problemerne i hverdagen, gør, at jeg holder mig selv i nakken. For jeg er da også en svag sjæl. Og at jeg skriver bøger og holder foredrag, hjælper mig også til at holde fast.”

Lene Hansson går til fitness ”max. to gange om ugen, og jeg cykler til alt. Så rider jeg hver 14. dag og har en hund, som skal på tur tre gange dagligt. Det passer mig godt”.

Hvordan får du det mentale til at følge med, når du har allermest travlt?

”Jeg er god til at veksle mellem tingene. Jeg fungerer rigtig godt i pressede situationer - i en kort periode. Når jeg bagefter har dage, hvor jeg ikke skal noget, så får jeg mig selv med. Men alt i alt er jeg med alderen blevet langt mere bevidst om ikke at stille for store krav til mig selv.”

Og så er vi tilbage til barndommen og ungdommens mavefornemmelse. Skønt særdeles dygtig i skolen nægtede Lene Hansson at gå i gymnasiet. Til sin fars store skuffelse. Hun søgte i stedet ind i hotelbranchen og blev elev på Hotel Sheraton i København.

”Siden dengang er jeg altid gået imod min far. I hotel- og rejsebranchen fandt jeg mit virkelige jeg. Det, jeg brændte for, var at tale med andre mennesker og lære andre lande at kende. Min far tog dyb afstand fra mig. Men jeg har altid holdt stædigt ved...”

Således også omkring 1988, hvor Lene Hansson begyndte at interessere sig for kostens betydning for helbredet. 1991 udkom hendes første bog. At hun kunne gøre sådan noget, tog faderen også afstand fra.

”Han har aldrig læst mine bøger, men på baggrund af hele den konflikt, der bestod mellem os, forstår jeg nu mine mønstre. Jeg har bevist, hvad jeg kan, og hvem jeg er. Sidste år sagde min far til mig: ”Nu er jeg glad for, at du aldrig har gjort, som jeg sagde.” Jeg har virkelig lært, at man skal tro på sig selv og gøre det, man føler er rigtigt. I dag har jeg et godt forhold til min far, vi er nærmere hinanden end dengang, og han roser mig rigtig meget.”

Måske lidt kærlighed

Remsen med de strabadser, hun har kastet sig ud i, er lang. Ting, som omgivelserne var sikre på, hun ville knække halsen på. Da hendes søn Sebastian var seks år, og hun havde været alenemor de fem, rejste hun til Portugal for at realisere en drøm. Hun investerede i en farm og indrettede et wellnesscenter med 10 værelser, hvor folk kunne blive behandlet og lære om sund levevis.

En dag blev hun bidt af en skovflåt. Hun blev dødssyg. Ingen vidste, hvad der var galt. Lene Hansson måtte opgive alt, tabte hver en øre og endte i Ribers.

”Herhjemme blev jeg indlagt og diagnosen borrelia stillet. Jeg havde mistet alt: Mine penge, mit netværk, min bopæl, mit arbejde, og jeg var bundet til sengen 16 timer i døgnet, hvor jeg kunne vende tankerne indad. Jeg kunne endnu en gang konstatere, at det projekt også var en måde for mig at få opmærksomhed på - og måske lidt kærlighed.

Da jeg blev ramt af borrelia, havde jeg en svækket krop på grund af stress. Jeg pressede mig selv alt for hårdt. Jeg måtte bo i en kælder hos en veninde, og jeg ville ikke vise Sebastian, hvor syg jeg var. Jeg kunne ikke skrive, ikke holde foredrag. Jeg tænkte: ”Skal jeg ende i en kørestol? Fan’me nej!” Fra en sagsbehandler i Københavns Kommune fik jeg 1.000 kr. til en cykel, 10 timer hos en fysioterapeut og 10 timer hos en psykolog.”

”Jeg sammensatte et program for mig selv, opsøgte en homøopatisk læge i Norge og fik noget medicin, lånte en computer, skrev en time hver dag og gik en tur på en time med min hund Felicia, som jeg havde fundet strejfende rundt på stranden i Portugal. Langsomt fik jeg det bedre og bedre.”

Overleveren havde slået til endnu en gang. På det tidspunkt var DGI-Byen bygget. En dag gik Lene Hansson indenfor og spurgte efter direktøren. Hun fik foretræde og overbeviste ham samtidig om, at han havde brug for hende til at skaffe stedet mere omtale og etablere kurser om sund kost og motion. Hun blev DGI-Byens PR-chef i fem år.

”Så livet er jo fantastisk! Man kan, hvad man vil - bare man tror på sig selv.”

Den største smerte

Selvværdet fejler ikke noget? ”Nej, jeg har et enormt højt selvværd nu. Jeg har prøvet mig selv af. Andres mening om mig har ikke den samme betydning som tidligere, hvor jeg kunne få den følelse, at folk ikke kunne li’ mig. Ofte følte jeg mig alene. Og da ernæringseksperter i begyndelsen af min karriere kritiserede mig, satte jeg lighedstegn mellem, at ”når de ikke kan li’ mit arbejde så kan de heller ikke li’ Lene”.

Sådan fungerer det ikke i dag. I dag er jeg ikke drevet af en higen efter bekræftelse, men laver de ting, jeg gør, fordi det er sjovt og det interesserer mig. Min benzin er, at jeg nyder at formidle viden og budskaber til andre, og at jeg er god til at sætte mig i et andet menneskes sted. De svære ting, jeg har været igennem i mit liv, gør, at jeg har fundet frem til nogle kvaliteter hos mig selv. Kvaliteter, jeg er tilfreds med, og som gør mig til et helt menneske. Jeg har ikke behov for at være sammen med andre for at føle mig stærk. Jeg kan alene.”

Hvordan er den private Lene?

”Hun er glad og empatisk. Hvis nogen har det dårligt, vil jeg altid hjælpe. Jeg er optimistisk, kan altid vende noget skidt til noget positivt. Så er jeg impulsiv og nysgerrig. Blandt mange mennesker er jeg lidt nervøs og genert. Jeg vil helst være med som ”fyld”. Privat ønsker jeg ikke at være i centrum.”

Lene Hansson er opvokset i et rødt murstenshus i Vallensbæk med sine forældre og broderen Niels. Moderen var i mange år hjemmegående, men havde en uddannelse som tresproglig korrespondent. Hun ofrede alt for børnene og stod i en årrække op kl. 4 om morgenen for at gøre rent på en skole. Lene Hanssons far er uddannet smed og blev senere fængselsbetjent. For ni år siden mistede hun sin mor, der døde af kræft.

”Jeg elskede hende over alt på jorden. At miste hende er den største smerte i mit liv. Da jeg var allermest syg af borrelia, havde jeg en nærdødsoplevelse, som var et gensyn med min mor.”

Drømmene driver mig

Og som livet er så fyldt med kontraster, dukkede kærligheden op for 2½ år siden. Da var Lene Hansson blevet rask og klar til at kunne give et andet menneske noget.

”Jeg søgte på nettet. Mine kriterier til en mand var bl.a., at han skulle arbejde selvstændigt, kunne li’ natur og det spirituelle. Han måtte godt ha’ et barn, for det udvikler et menneske.”

Seks-otte profiler matchede Lene Hanssons ønsker.

”Da jeg så Lars, tænkte jeg: ”Whauw, sikke nogle gode øjne.” Vi skrev sammen en uge, og han vidste ikke, hvem jeg var. Vi skulle først ha’ en god dialog. Da vi så mødtes, sagde det bang! Vi blev forelskede på stedet. Pudsigt nok viste det sig, at vi boede 700 m fra hinanden. Vores børn har fælles kammerater, vi har gået i samme fitnesscenter, og jeg har vandret et utal af gange forbi hans lejlighed med min hund. Vi blev gift sidste år.”

Hvad gi’r det dig at leve i et ægteskab?

”Jeg lærer mig selv bedre at kende. Det er så nemt at være single, man får jo ingen modstand. Ens kærlighedspartner er den, der har nøglen til ens hjerte og følelser. Jeg passer ellers enormt på mig selv. Det er ikke alle og enhver, der får lov til at kigge dybt ind i mig. Jeg skal ha’ lidt af mig selv tilbage, hvis det går galt. Hos Lars henter jeg tryghed. Jeg ved, han ikke vil misbruge mine følelser. Vi kan sige alt til hinanden og blive forstået.”

Har du stadig drømme?

”Ja, masser. De driver mig. Og der er rent faktisk ikke så stor forskel på drømme og virkelighed...”