Bettina Aller: Tænker bedst ude på isen |
”På en ekspedition er der plads til at tage tankerne frem, dufte til dem, smage dem. Jeg kunne f.eks. gå og fornemme duften af min mormors øllebrød...”, siger eventyreren og ugebladsdirektøren Bettina Aller. Det er også i de barske omgivelser, hun har bearbejdet de store sorger i sit liv. Grundlovsdag skal hun giftes ”i bare tæer og med blomster i håret” på Kullen i Sverige.
STORT BILLEDE
En lykkelig Bettina Aller ved brylluppet med Jean Gabriel ved Kullen 5. juni 2009.
Foto: Nils Meilvang
Mere om...Af Mette Fensbo Frækt outfit, meget talende, meget smilende, meget gestikulerende. Det røde hår kastes rundt som en hvirvelvind på en forblæst bjergtop. Hun er direktør. Med styr på tal og kolonner i familiedynastiet og ugebladskoncernen Aller Press. Og - ikke mindst - eventyrer. Med alt hvad det indebærer af uforudsigelige udfordringer og ultimativ udholdenhed. Sundhed i bredest mulig betydning er derfor alfa og omega for 45-årige Bettina Aller. Hvis man vil leve det liv, hun har sat sig for at leve. ”Sundhed har for mig selvfølgelig noget at gøre med kost og motion, men det mentale betyder lige så meget. Det nytter ikke noget at leve fanatisk og kun spise dét og dét og undgå noget andet, hvis den mentale del af en er i ubalance. Hele livsstilen skal være sund. Jeg forsøger at leve sundt i hverdagen, og det betyder for mig bl.a. at komme ud i frisk luft. Det er meget vigtigt. Jeg er meget ude i det daglige: løber hver morgen, klatrer og ror kajak. Jeg nyder naturen. Og jeg spiser da også nogenlunde sundt. Den står på ylette om morgenen og en liter kamillete. Min frokost består ofte af salat, rejer og groft brød. Men om eftermiddagen elsker jeg chokolade og andet sødt. Hjemme i sofaen (i Holte-huset, red.) sammen med mine børn Emily på 12 og Christopher på 15, et ugeblad, skumfiduser, lakridser og lys Marabou – det er bare skønt. Vores aftensmad er ofte magert kød og en skål salat. Derhjemme spiser jeg aldrig sovs. Min krop er ikke vant til den slags fedt. Men jeg er ikke fanatisk. Jeg spiser ikke supervarieret. Børnene er meget kræsne, og vi er tilbøjelige til at vælge det samme igen og igen. Kylling, bøffer, salat og bagt kartoffel. Jeg kan også godt li’ både indisk og thai mad. Men jeg må erkende, at jeg hader at lave mad – sådan almindelig hverdagsmad. Hvis jeg i stedet bare kunne tage en pille ,som gav mig det, jeg skulle ha’, så tog jeg den. Sådan en astronautpille...” Brænder broerne bag migBettina Aller har aldrig røget. Heller ikke hash, selv om alle hendes jævnaldrende på et tidspunkt skulle prøve det. Hun er altid gået modsat andre. ”Når alle skulle ryge hash, så skulle jeg i hvert fald IKKE. Jeg drak først alkohol, da jeg var 30. Jeg har aldrig haft brug for at drikke mine hæmninger væk. Jeg behøver ikke alkohol for at være pjattet og fjollet og danse på bordene. Dén undskyldning behøver jeg ikke. I dag kan jeg godt li’ et glas vin eller tre.” Hvad gør motion for dig? ”Jeg træner ikke til noget specielt. Jeg vil bare være i god form. Hvis jeg pludselig får lyst til at kaste mig ud i nogle strabadser, kræver det en vis grundform. Når jeg er ude på de store ekspeditioner med unge mennesker, oplever jeg, at de har en kanon kondition, men ingen udholdenhed. Den kommer med alderen. Dette at blive ved og ved og sige: Dét her SKAL jeg bare! Jeg har tvunget det frem og er meget bevidst om det. Når jeg har sat mig et mål, kæmper jeg for at nå det. Her betyder det mentale 80 procent. Det er så let at vende om og løbe hjem - og besværligt at blive ved. Men når jeg så opnår dét mål, bliver jeg helt høj, beruset af glæde. Den følelse kan jeg ikke få på nogen anden måde.” Hvor henter du så din mentale styrke? ”Den er dels medfødt, dels optrænet. Det handler om en tro på sig selv og en tro på, at alt kan lade sig gøre. Den tro er jeg født med, og den tro vil jeg dø med. Jeg har MIN måde at tvinge mig selv frem på. Ved simpelt hen at tænke det absurde. Jeg brænder også alle broer bag mig, så der ikke er nogen mulighed for retræte. På en ekspedition be’r jeg ikke nogen om at holde og vente på mig de første fire dage. For så bliver jeg ikke fristet til at vende om.” ”Hende den stærke”Derude i det barske, ubarmhjertige landskab får Bettina Aller samtidig tid til at tænke alle tanker helt til bunds.
Jeg er sårbar omkring mine børn, og hvis min mor er ked af noget. Når nogle, jeg holder af, har det skidt. Faktisk er jeg meget følsom, men jeg bygger en skal omkring mig. Hvis alle mine følelser kom frit frem, ville det være svært at være mig. ”Herhjemme bliver ens tankerække som oftest afbrudt. Så ringer telefonen, og hov! så skal man lige huske at købe en leverpostej. På en ekspedition er dagene totalt ensformige. Så der er plads til lidt dybere tanker, til at tage dem frem, dufte til dem, smage dem. Jeg kunne f.eks. gå og fornemme duften af min mormors øllebrød. Sådanne tanker ligger i mig. Jeg hygger mig med dem, uden at nogen eller noget forstyrrer mig. I hverdagen ligger arbejdet og grubler i hovedet. Jeg tænker hele tiden på det. Det fylder så meget, at der ikke altid er plads til de glade tanker, der giver energi. Det er en gave at få lov til at lege med dem oppe i hovedet.” Det var også på en ekspedition til Nordpolen i 2004, Bettina Aller fik mulighed for at tænke de rigtigt dybe tanker om og bearbejde sorgen over sin far, Jørgen Allers, død året før. ”Hjemme havde jeg ikke tid til at bearbejde min egen sorg. Jeg følte, jeg skulle trøste alle, såvel voksne som børn. Jeg er jo ”hende den stærke”. Da jeg gik på isen, kunne jeg græde tre timer i træk. Bare tænke på min far. På at han har haft et godt liv. Og tænke på den kærlighed, der var imellem os. Det gav mig en ro. Og den ro skal komme fra én selv.” Hvordan er det altid at skulle være ”hende den stærke”? ”Det kan da godt være hårdt nogle gange. For selvfølgelig er jeg ikke altid den stærke. Men så siger jeg til mig selv: ”Du har det godt, Bettina. Der er ingen grund til at pive.” Jeg har et lyst sind, og jeg er en datter, der har fået oceaner af omsorg. Min far og jeg har altid været de glade i familien. Det var vi nødt til. De hjælpsomme. Måske lidt flinkeskoleagtigt, men det var for at få fred i huset. Min mor og min bror er langt mere svingende i deres sind.” Læs også...Hvad kan stresse dig? ”Ja, når jeg har for mange aftaler, rammes jeg af stress, når jeg føler, jeg befinder mig ude i lufthavnen hele tiden. Det er altid rejsemæssigt hektisk i november og december. Og det er jo præcis i den periode, jeg skulle være hjemme og bage pebernødder. Jeg elsker hygge. I stedet bliver min sjæl revet væk fra det sted, jeg gerne vil være. En dag i Finland, en dag i Norge (hos to af Allers søsterselskaber, red.) osv. - det dræner mig for energi. Derfor er jeg nødt til at sige nej tak til forskellige ting. I perioder har jeg mange huller i kalenderen, men jeg vil ikke ha’ dem fyldt op. Det har reddet mig så jeg får mere overskud. Jeg ”rydder op”, når jeg kan mærke, at jeg er ved at få stress.” Bygger en skal omkring mig”I flere år har jeg holdt foredrag, selv om jeg egentlig ikke kan li’ det. Så må jeg spørge mig selv: ”Hvorfor gøre det?” Noget skal skæres fra. Nu siger jeg konsekvent nej. Jeg skal også vælge, når det gælder at arbejde for hjælpeorganisationer. Jeg var med i mange. Men i stedet for at arbejde for 20 arbejder jeg nu for fire. Jeg kan ikke redde hele verden. Og på et tidspunkt måtte jeg erkende, at jeg har sagt ja til for meget.” Vi har vel alle en sårbarhed. Hvor ligger din? ”Jeg er sårbar omkring mine børn, og hvis min mor er ked af noget. Når nogle, jeg holder af, har det skidt. Faktisk er jeg meget følsom, men jeg bygger en skal omkring mig. Hvis alle mine følelser kom frit frem, ville det være svært at være mig. Så ville jeg selv kunne ende i en depression.” Har du lært at sige fra? ”Jeg øver mig stadig og er blevet bedre.” Når Bettina Aller ud på eftermiddagen kan mærke, at hun føler, det hele er synd for hende, skyldes det træthed, siger hun. ”Jeg skal nå mange ting, og jeg har konstant meget i hovedet. Derfor er det så nemt at være på Nordpolen. Når vi f.eks. har været nødsaget til at nedlægge et trykkeri i Sverige og sætter 100 mand på gaden, så er det hårdt og gi’r en stor knude i maven. Det er en meget tung beslutning at tage.” Hvornår tænker du på dig selv? ”Det er jeg ikke specielt god til. Jeg er den, der står med bakken. Typen med et voldsomt servicegen. Efter min skilsmisse fra børnenes far var jeg til samtaler hos en parterapeut, fordi jeg led så frygteligt af dårlig samvittighed over for børnene. Hun stillede mig spørgsmålet: ”Ville du sige nej til din datter, hvis hun ville ud af et dårligt ægteskab? Ville du vise, at hun skal blive og kæmpe, selv om hun ikke er glad og lykkelig?” Det tændte noget i mig. Det handler ikke om, HVAD vi siger, men om, hvad vi VISER vores børn. Det er det, de kopierer. Så jeg vil ikke vise, at man skal blive i et ulykkeligt ægteskab.” Sorgen og kærlighedenDet tog Bettina Aller to år at få sorgen over sin skilsmisse bearbejdet. ”Jeg havde det rigtig skidt, men jeg bærer sorgen inden i mig, mens jeg går fløjtende ned ad gangen. Jeg havde skyldfølelse i forhold til børnene. Det at jeg skulle ødelægge vores familie. Min eksmand og jeg tog sammen til parterapeut, men der var ikke noget at gøre. Terapeuten sagde helt uden omsvøb til os: ”I passer ikke sammen. I vil komme igen om to år, så I kan lige så godt få det overstået.” For min eksmand var livet en tjekliste ,og jeg passede ikke ind i dét mønster. Jeg blev kvalt i den rutine og blev derfor endnu mere vild. Nu har jeg fået det 100 procent bearbejdet. Og som flere andre har jeg et slusesystem for sorgen. Den kommer ud i doser, og pludselig en dag er al sorgen væk. Når jeg står midt i det, kan det hjælpe mig f.eks. at løbe en tur og at tillade mig at smage på sorgen. Der findes ulykke i livet, og man kan ikke bare hoppe på ét ben.” Det store røde hår er for en sjælden gangs skyld helt i ro. ”Jeg talte meget med min mor om skilsmissen. Hun var god til at sige til mig, at jeg skulle forsøge at komme videre, og at det var den rigtige beslutning, jeg havde truffet. Men... man er vel altid usikker. Der findes jo ikke en endegyldig facitbog. Tiden inden min beslutning blev truffet, var også enormt svær... Nu hvor vi ikke er gift, er min eksmand og jeg bedste venner, og han er en god far. Det var trods alt en blid skilsmisse - måske netop fordi ingen af os havde fundet en anden.” Men det har Bettina Aller nu. Den nye mand i hendes liv hedder Jean Gabriel og er fransk filmfotograf. ”Han er meget romantisk ,og vi er gode til at fylde hinanden op med opmærksomhed og kærlighed hver dag..” Jean har friet, og svaret fra Bettina var et rungende ja. Brylluppet skal finde sted Grundlovsdag, 5. juni 2009, på Kullen i Sverige. ”Ja, ude i naturen på klipperne i bare tæer og med blomster i håret. Han tror ikke på Gud og vil derfor ikke i en kirke, og jeg tror ikke på bureaukrati og et stempel i nogle papirer på et rådhus. Derfor den frie natur. For mig betyder det egentlig ikke noget, at vi får papir på hinanden. Det havde været nok med en ring, men Jean synes, det er hyggeligt. Vi har jo begge været gift før, men han har ingen børn.” At lade tiden stå stilleJean Gabriel beholder sit franske statsborgerskab og sin lejlighed i Paris. Han er en stolt franskmand. ”Selvfølgelig vil han nu oftere være her i Danmark, men der bliver stadig længere perioder, hvor han er på opgaver i udlandet. Der kommer ikke ligefrem til at gå sutsko i vores forhold. Men jeg kan da godt mærke, at jeg er den, der uvilkårligt siger: ”Lad nu mig. Nu skal jeg nok få det gjort.” Jeg kan ikke lade være med at stå med bakken. Sådan er jeg bare.” Til gengæld har Bettina Aller ikke det fjerneste imod at være alene. ”Det har jeg brug for. I helt bogstavelig forstand at trække stikket ud af telefonen. På den måde lader jeg op. Jeg skriver en del og er i gang med min anden bog. Eller jeg læser. Det er så vigtigt at finde ud af, hvordan man virkelig er, og så turde være sådan. Jeg er god til at servicere, men jeg har også behov for at være alene. For mig er det vigtigt at lade tiden stå stille. Vi maser af sted i hverdagen med blikket rettet mod vores ur. Da jeg på et tidspunkt rejste rundt i Afrika med hjælpeorganisationen Care, kom vi til en lille landsby, hvor en kvinde var i gang med at koge en ordentlig gryde mad. Det duftede vidunderligt. Da jeg spurgte: ”Hvor længe skal det koge?”, fattede hun ikke mit spørgsmål. Hun så forundret på mig og svarede: ”Til det er færdigt.” Vi er så uhyggeligt styret af TIDEN her i Danmark. Hvis vi spørger hinanden: ”Er du sulten?”, kigger vi straks på uret. Som om klokken skal bestemme, om vi er sultne eller ej...Vi kan lære så meget af f.eks. afrikanerne og thailænderne om at slappe af.” Er du troende? ”Ja, jeg tror på kærligheden, og jeg tror rigtig meget på videnskaben. Jeg ville da gerne tro på, at min far sidder oppe på skyen. Men nej, det er ikke mig. Jeg kunne godt gå og sludre lidt med ham på Nordpolen, men ellers er jeg typen, der helst vil se konkrete beviser. T il gengæld oplever jeg ofte at ha’ sådan en super stærk fornemmelse for visse ting inden i mig. Og det viser sig altid at være rigtigt. Det kan være, hvem der ringer på telefonen, en fornemmelse af, hvordan mine børn har det lige i et bestemt øjeblik. Min mor har det på samme måde.” Har du drømme? ”Masser af drømme. Jeg håber, jeg bliver 106. Jeg vil gerne gå til Sydpolen. Jeg vil gerne lære fransk ordentligt. Jeg vil godt skrive endnu en bog - meget gerne fiktion - og så vil jeg godt opleve at sejle Jorden rundt...” Tags: |
Har du 
