Selv om tidligere studievært 39-årige Dorte Warnøe Høghs nuværende arbejde som manuskriptforfatter ikke kræver hendes fremtoning på skærmen, skal hun stadig være på. Med fire børn kan hun bedst finde ro til at skrive om natten. På trods af mange år med psoriasis har Dorte valgt, at det ikke må påvirke hendes liv og livskvalitet

Af Anne Mette Ahlgreen, Dagens Puls, nr. 10, 2008

Dorte Warnøe Høgh tager imod med et tørt håndtryk, der er karakteristisk for personer med psoriasis. Men ellers er der ikke noget vindtørt over den succesfulde manuskriptforfatter og tidligere studievært. Hun emmer af en sjælden energi og beskriver sig selv som lidt af et damp-barn.

Dorte har skrevet manuskripter til film som 'Arven' og 'Drabet' og til serier som 'Nikolaj og Julie' og 'Anna Pihl'.

Når hun er i gang med et manuskript, skriver hun til klokken fire om morgenen. Sover et par timer, står op og sender sine fire børn i skole. Går til kickboksning, rider og holder møder om formiddagen og napper en siesta, inden børnene kommer hjem. Det 39-årige energibundt har haft psoriasis, siden hun var 14, og besluttede fra starten, at hudsygdommen ikke skulle styre hendes liv.

”Jeg husker det, som om jeg fik psoriasis dagen før, jeg skulle i seng med min første kæreste. Det kom i kæmpeplamager på ryggen, maven, brysterne, skinnebenene og i håret,” fortæller Dorte Warnøe Høgh.

Hendes fyr havde været kæreste med en pige fra skolen med psoriasis, så han syntes ikke, det var ulækkert.

”Han havde været kæreste med den lækreste pige på Kildegårds Gymnasium. Hun havde et kæmpestort krøllet hår og psoriasis over hele kroppen og i ansigtet og havde aldrig skjult det. Det har faktisk hjulpet mig, at hun var til i verden,” siger Dorte Warnøe Høgh.

”Han syntes, jeg var fuldstændig bedårende dejlig. Det har nok givet mig en selvtillid, som jeg ellers ikke ville have haft. Vi er stadig de bedste venner,” tilføjer hun.

Dryssede på gulvet i klassen

Trods den forstående fyr var det ikke sjovt at få en hudsygdom i teenageårene.

”Det værste var at sidde og skalle i gymnasiet, altså at huden faldt af i flager. Når jeg rejste mig fra stolen, kunne man se, at jeg havde siddet der. Det var ikke særlig fedt. Men i stedet for at blive helt vildt stille, så er jeg blevet dobbelt så råbende. På en eller anden måde, så tror jeg, at det hele gav mig sådan en fornemmelse af, at det her, det må jeg mase mig ud af.”

Men rart var det ikke:

”Mine bryster krakelerede, når jeg dyrkede sport, og det kløede og gjorde ondt. Jeg fik alle mulige cremer og har også været igennem sådan et fuldkommen latterligt alter- nativ, hvor jeg har ligget med en colaflaske på maven, som skulle løfte sig og få de onde ånder og affaldsstoffer til at forsvinde. Det virkede selvfølgelig ikke,” siger hun.

På solferier med Bent Fabricius

Da Dorte er ud af en lægefamilie, kom hun i behandling med det samme, og forældrene købte straks en UVB-sol. Senere besluttede hendes stedfar, Bent Fabricius-Bjerre, at han hvert år ville tage hende med på en solrejse, som kunne holde hudsygdommen i ave.

”Min plastikfar købte rejser til os hvert år til Grand Canaria og Fuerte Ventura. Det var fuldkommen forrygende, for ellers ville vi ikke været kommet på ferie sammen bare ham og mig,” siger Dorte.

Hudsygdom brugt til spøg og skæmt

Dortes holdning har altid været, at sygdommen er en del af hende, og derfor vil hun ikke skjule den. Engang til en gymnasiefest, hvor eleverne havde aftalt at møde op så ulækre som muligt, har hun ligefrem brugt den på en sjov måde.

”Jeg skulle være en forhutlet dame med bare ben. Alle pigerne fra klassen hjalp mig med at se rigtig ulækker ud. Vi gjorde min psoriasis til noget sjovt. Det kunne vi lige så godt, for jeg havde jo nogle mærkelige ben,” som hun siger.

Psoriasis er en del af identiteten

Som tv-vært havde hun en gang imellem bare arme og ben på skærmen.

”Min psoriasis er en del af den, jeg er, og det kunne jeg lige så godt være åben omkring. Jeg synes, man skal lade være med at skjule det, for ellers bliver folk bange. Når jeg tager et par shorts på, spørger folk, om jeg er faldet på cyklen. Men jeg synes, man skal tage en dyb indånding, tage en overfed T-shirt på og gå ud og vise sig, som man er. Jeg har da været ude for folk, der fjernede sig fra mig på en strand i USA, hvor folk er meget neurotiske, og hvor børn råbte: “Ad, se hvad hun har på benene!” Jeg havde lyst til at kvæle den møgunge, men hvis du selv er den første til at råbe op om det, bliver mystikken afmonteret, og det modvirker mobning,” mener Dorte Warnøe Høeg.

”Hvis du går og hiver ned i ærmerne for at skjule det, bliver det selvforstærkende. Man bliver jo også nødt til at vise sine børn, at det er o.k. at se anderledes ud,” mener Dorte.

Sport og jævnlige toiletbesøg

Hun dyrker sport og sørger for at holde sin mave i gang.

”Jeg tror, det er vigtigt at svede og gå på toilettet, så man renser ud og kommer af med affaldsstofferne. Jeg rider rigtig meget, jeg har fem islandske heste i Nordsjælland, og så går jeg til kickboksning, som jeg helt vild med.”

Når det gælder hudpleje, vil Dorte helst bruge naturlige cremer, men mange økologiske cremer er alt for skrappe til hendes sarte hud, så hun har fundet frem til produkter fra Den Blå Lagune på Island.

”Jeg er måske ikke den, der er bedst til at gøre alt det, jeg bør gøre, når jeg har psoriasis. Jeg smører mig, når min psoriasis blusser op, men udsætter også mig selv for stress, for lidt søvn og andre ting, som ikke er godt for min psoriasis. Men ligegyldig hvad, vil jeg i hvert fald ikke skjule det,” siger Dorte.

Hendes psoriasis er blusset op i forbindelse med graviditeter, betændelse i en eksempelvis en negl, eller når hun overskrider sin egen stresstærskel.

”Man burde leve sådan et autistisk, stabilt liv, når man har psoriasis, men jeg har stabilitetsangst. Jeg fungerer bedst, når jeg ikke ved, hvad der sker om en time. Det er noget, jeg slås med, for børn og mænd vil have stabilitet, og derfor bliver jeg skilt. Børn er også nogle små ‘autister’, der helst vil vide, hvad der skal ske,” erkender Dorte, der har lært at betragte den ellers plagsomme sygdom som en gave.

Godt at have indbygget alarmklokke

For hende er psoriasis et indbygget barometer, der altid fortæller hende, hvornår hun skal til at tage det lidt mere med ro og sove mere om natten.

”Jeg har haft held med at ignorere det og fryse det ud af mit system. Sygdommen er blevet min store “Hjem Is-bil”, som ringer, når jeg kommer for meget ud på et fysisk overdrev. Måske er det lidt dumt, men jeg synes, det er meget rart, at den fungerer som et lille alarmsignal, som jeg kan bruge. Selv om jeg behandler min psoriasis, føler jeg mig sikker på, at jeg ikke lige pludselig falder om af stress, fordi jeg inden vil have haft blussende psoriasis over det hele.

Så på en eller anden måde har jeg valgt at gøre det til en gave frem for en forbandelse. Det er også meget sådan, jeg vælger at leve mit liv, fordi så tror jeg på, at man bliver så glad som muligt. Så det har noget at gøre med livsindstilling, og det virker altså for mig.” ”For nogle kan det virke provokerende, når nogen fortæller, at de er en fandenskKarl. Det er jeg ikke, og jeg bliver også påvirket af det, men jeg har bare besluttet, at det er den måde, jeg vil tackle det på,” siger Dorte Warnøe Høeg.