Lavt indhold af jern i blodet kan føre til blodpropper.Personer med lavt indhold af jern i blodet har en højere risiko for farlige blodpropper.
Det viser en undersøgelse af risikofaktorer hos patienter med en arvelig hjertekarsygdom, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Thorax.
Forskningen tyder på, at behandling af jernmangel kan være vigtig for at forhindre potentielt dødelige blodpropper.
Hvert år rammes én ud af 1.000 mennesker af dyb venøs trombose - blodpropper der dannes i venerne og som kan forårsage smerte og hævelse, men også kan være fatale, hvis de løsnes og flyder ind i lungernes blodkar.
Selv om nogle risikofaktorer for blodpropper er velkendte - f.eks. større operationer, immobilitet og kræft - er der ingen klar årsag til denne type blodprop.
For at finde andre risikofaktorer for blodpropper, undersøgte forskere ved Imperial College London patienter med arvelig hæmoragisk telangiectasia (HHT). HHT er en arvelig sygdom i blodkarrene, hvor de vigtigste symptomer er kraftig blødning fra næse og tarmen. Tidligere forskning har påvist at HHT patienter har en højere risiko for blodpropper, men årsagen til dette er uklart.
"De fleste af vores patienter, som havde blodpropper, havde ikke nogen af de kendte risikofaktorer," fortæller undersøgelsens ledende forfatter Dr. Claire Shovlin, fra National Heart og Lung Institute ved Imperial College London.
Dr. Shovlin og hendes team analyserede blod fra 609 patienter for at lede efter forskelle mellem de patienter, der fik blodpropper og dem, der ikke gjorde. Mange af patienterne havde lavt jernniveau efter blodtab. Forskerne fandt, at lavt indhold af jern i blodet var en stærk risikofaktor for blodpropper.
Til gengæld havde de patienter, der tog jerntilskud ikke den samme høje risiko, hvilket tyder på, at behandling for jernmangel kan forebygge blodpropper.
"Der er små studier i den almene befolkning, som vil støtte disse resultater, men flere undersøgelser er nødvendige for at bekræfte dette. Hvis konstateringen finder anvendelse i den almindelige befolkning, ville det have stor betydning inden for næsten alle områder af medicin."
Anæmi som følge af jernmangel menes at påvirke mindst 1 milliard mennesker på verdensplan.
Sammenhængen med risikoen for blodprop er måske ikke blevet fundet før, fordi jernniveauet svinger i løbet af dagen, og jernmangel kan have andre medicinske årsager. Konsekvent timing af blodprøver, som i denne undersøgelse, er derfor vigtig for at kunne se en sammenhæng.
Forbindelsen mellem jernindholdet og blodpropper ser ud til at være afhængig af faktor VIII - et protein i blodet, som fremmer den normale koagulation. Høje niveauer af faktor VIII i blodet er også en vigtig risikofaktor for blodpropper, og lavt jernindhold viste sig stærkt forbundet med højere niveauer af faktor VIII.
"Hvis vi tænker i evolutionære termer, kan lavt jernindhold i blodet give den fordel at blodets evne til at størkne styrkes, hvilket forhindrer yderligere blodtab," siger dr. Shovlin.
|