Tilmelding til nyhedsbrev



Tak for din tilmelding.

ADVARSEL

Pas på, hvis du ved en fejltagelse kommer ind på sundhedsnyheder.com. Vi har INTET med den side at gøre og kan på ingen måde stå inde for dens indhold.

Redaktionen

Høj abortrisiko for gravide diabetikere

Stadigt flere unge kvinder i den fødedygtige alder har diabetes type 2, og de har ni gange større risiko for at miste barnet under selve graviditeten eller kort tid efter fødslen end andre kvinder.

Af Jette Lüthcke, Fokusmagasinet, nr. 1, 2008

Det kan være fatalt for ufødte børn, at deres mødre går rundt med en udiagnosticeret type 2-diabetes. Mange ved nemlig ikke, at de har diabetes, og derfor bliver de ofte først diagnosticeret langt henne i graviditeten.

Årligt får ca. 1.500 kvinder konstateret diabetes i forbindelse med deres graviditet.

”Men da har de haft for højt blodsukker i de vigtige første 8-10 uger af graviditeten, og det er netop i denne periode, at fosterets vitale dele bliver dannet. Derfor kan det medføre alvorlige misdannelser hos fosteret,” siger Peter Damm, der er leder af Center for Gravide med Diabetes på Rigshospitalet.

Misdannelse af hjertet er den hyppigste skade og udgør ca. halvdelen af alle misdannelser. De øvrige kan f.eks. være skeletmisdannelser og misdannelser af urinvejene.

”Generelt er risikoen for misdannelser hos et barn født af en diabetiker to til fire gange højere end hos en ikke-diabetiker, og der er ingen forskel på, om moderen har type 1- eller type 2-diabetes,” siger Peter Damm.

Stor dødsrisiko

Det er lægernes største skræk, at barnet dør inden fødslen eller umiddelbart efter.

”Vi frygter allermest, at barnet dør inden fødslen eller inden for den første uge. Risikoen for det er nemlig ni gange højere end hos ikke-diabetikere. Og hos type 1-diabetikere er risikoen fire gange højere,” siger Peter Damm.

Men listen af risici for den gravide diabetiker stopper ikke her. En gravid kvinde med type 2-diabetes har også større risiko for at udvikle svangerskabsforgiftning, føde for tidligt, føde ved kejsersnit eller føde et for stort barn.

”Det mest almindelige er, at børnene bliver for store, fordi fedtvævet vokser. Fødslen hos diabetikere har også en tendens til at gå i stå, så barnet ikke kan komme ud eller sidder fast, ligesom et stort barn jo også kan påføre moderen store fødselslæsioner,” siger Peter Damm.

Ældre og tykkere

Selv om barnet fysisk er større end det, der normalt svarer til terminen, så udvikler organerne sig en smule langsommere end hos fostre af ikke-diabetikere. Da diabetikere tilmed har tendens til at føde lidt for tidligt, ser lægerne altså fysisk større børn, men med store – og umodne – organer, hvilket bl.a. kan medføre gulsot. Det er dog stadig en gåde, hvorfor graviditeten er så kompliceret for især type 2-diabetikere.

 

 

  • Sundhedsstyrelsen har besluttet at samle behandlingen af type 2-gravide fire centrale steder i landet. Præcis som det i dag er tilfældet med gravide type 1-diabetikere, der går til kontrol på enten Rigshospitalet, i Odense, Århus eller Aalborg. Der foreligger endnu ikke noget om, hvornår det nye tilbud er klar, eller hvor kontrollerne af de gravide type 2-diabetikere kommer til at foregå.
  • Type 1-diabetes, der som regel har debut i barndommen eller ungdommen.
  • Type 2-diabetes får konstateres stadigt tidligere. Gravide type 2-diabetikere ses nu selv blandt kvinder under 20 år.
  • Svangerskabsdiabetes (gestationel diabetes) opstår under graviditeten. Går som regel i sig selv igen efter fødslen, men ca. halvdelen af kvinder med svangerskabsdiabetes udvikler type 2-diabetes senere i livet.
  • 200 kvinder med diabetes type 1 føder børn om året.
  • Det præcise antal med erkendt type 2 vides ikke. Peter Damm skønner ud fra de 35 kvinder, der føder på Rigshospitalet om året, at tallet ligger mellem 60 og 100 på landsplan.
  • Ca. 1.500 får konstateret diabetes under graviditeten. Det kan være graviditets-diabetes eller type 2.

Erfaringen viser, at kvinder, der har haft type 1-diabetes siden barndommen eller ungdommen, i langt de fleste tilfælde forbereder sig på deres graviditet og derfor har et velreguleret blodsukker, før de dropper præventionen.

Diabetesdiagnosen kommer ofte bag på type 2-diabetikerne, og eksperterne mener, at den dårlige diabetesregulering er den væsentligste forklaring, men ikke den fulde.

Mange flere komplikationer

”Resultaterne for de gravide type 2-diabetikere svarer til de tal, vi så hos type 1’erne for 20-30 år siden. Men i virkeligheden ved vi ikke helt, hvorfor det går så dårligt for dem, for selv om de generelt har bedre blodsukre end type 1-diabetikerne, så ser vi mange flere komplikationer i denne gruppe,” siger Peter Damm.

Erfaringerne viser, at gravide type 2-diabetikere både er ældre og tykkere end type 1-diabetikerne, og det spiller utvivlsomt også en rolle. Man ved nemlig, at overvægt har en stor betydning under graviditet.

”Vi ved endnu ikke, hvad vi kan gøre ved det, eller hvad, der vil være det helt rigtige at gøre. Så derfor behandler vi de to grupper fuldstændig ens under graviditeten med hyppige kontroller og blodsukkermålinger. Vi kontrollerer, hvordan barnet vokser, og ser, om der er komplikationer, som vi kan tage i opløbet og eventuelt forebygge, men kvinderne er deres egen vigtigste behandler, så det er hårdt for denne gruppe at være gravide,” siger Peter Damm.