Når depressionen rammer, kan det være svært at se et lys for enden af tunnelen. En af måderne at finde en vej ud, ligger i vores egne hjerner.

Mere om...

• Depression koster samfundet ti milliarder om året i direkte og indirekte omkostninger. WHO vurderer, at depression inden for få år bliver en af de 2-3 sygdomme, der belaster samfundet mest.

Af Lone Nyhuus, Fokusmagasinet, nr. 1, 2009

Hver femte dansker vil på et eller andet tidspunkt i sit liv blive ramt af depression. For nogle er det heldigvis kun et enkeltstående tilfælde, og efter at have sundet sig grundigt kan man gå videre på sin færd. For mange andre, nogle siger for tre ud af fire, vender depressionen tilbage.

Med den følger en række negative tilstande. Blandt andet manglende livslyst og nedsatte sociale evner. Der er mange grunde til depression. Hos nogle er det arvelige faktorer, som gør, at man gennem kortere eller længere perioder bliver tvunget til at trække det mentale stik ud. Hos andre udløses depressionen af en af livets store kriser eller af ubehandlet stress.

Behandlingen mod depression varierer. I lettere tilfælde kan et veltilrettelagt forløb med terapi sætte mennesket og dets tanker på ret kurs. I andre, og sværere, tilfælde, er det nødvendigt med medicin, der går ind og påvirker hjernens signalstoffer.

Sandsynligvis opstår depressionen, når der - et eller andet sted i hjernen – er en ubalance mellem disse signalstoffer.

Et kig ind i hjernen

Gennem den nyere hjerneforskning har vi dog fået et hidtil ukendt blik ind i menneskets hjerne. Også den deprimeredes hjerne.

Hvis man beder et deprimeret menneske sætte sig med en badehætte – med 19 elektroder påklistrede – og hvis man derigennem tager et billede af deres hjerne, eller rettere overfladeaktiviteten i deres hjerne, viser der sig forskellige gennemgående mønstre.

Blandt andet kan man se, at der hos den deprimerede i forhold til gennemsnittet af befolkningen er en lav aktivitet bag pandelappen; den del af vores hjerne, der er senest og højest udviklet. Psykolog Erik Hoffmann fra Mental Fitness og Forskningscenter i Københavns forskerby, Symbion Science Park, har gennem snart 40 år arbejdet med neurofeedback, ikke kun i Danmark, men også internationalt. Han forklarer:

”Pandelapperne er det øverste kontrolorgan i hjernen. Det er den del af hjernen, der skal have tjek på resten af hjernen. Hvis du skal være bevidst om, hvad der sker i hjernen, så skal pandelapperne have snor i det. Hvis du bliver lidt sløv, og blodet løber væk fra pandelapperne, så bliver du mere ubevidst og mindre nærværende. Så spilder du ligesom tiden. Hvis du derimod har nogle stærke pandelapper, så er du nærværende og kan overskue ting. Hvis du har nogle svage pandelapper, så bliver du løbet over ende af, hvad der sker andre steder i hjernen.”

Træning med belønning

At blive løbet over ende af de andre ting, der sker - i hjernen, i kroppen, i følelserne - er netop den oplevelse, som den deprimerede ofte sidder med. Den slags negative fornemmelser har ofte hjemme bag den højre side af pandelappen.

Når det gælder følelser som motivation og livslyst og evnen til at involvere sig med andre mennesker, er det derimod fortrinsvis placeret i den venstre side af hjernen. Når hjernen er sund og stærk, er der balance mellem de to sider.

Når man måler på den deprimerede hjerne, kan man til gengæld ofte registrere en for høj aktivitet af alfa-bølger i den højre del af hjernen. Ved at lave et træningsprogram, hvor den deprimerede bliver belønnet, hver gang det lykkes hende dels generelt at hæve sin aktivitet bag pandelapperne, dels at skabe balance i aktiviteten, kan mange opleve en markant bedring. Behandlingen med hjernetræning kan derfor være et supplement til de allerede eksisterende behandlingsformer: terapi og psykofarmaka.

Smertefulde processer

Før man starter et forløb med hjernetræning, og typisk skal man gennem mindst 20 sessioner af minimum 30 minutters varighed, før der er holdbare resultater, skal man dog gøre sig klart, at det ikke er nemt. Når man tvinger sig selv til at få sin hjernes bølger ned i et lavere eller op i et højere leje, kan man nogle gange opleve, at hengemte følelser og indestængte oplevelser trænger sig på.

Det kan være svært og nogle gange smerteligt, og ifølge Richard A. Crane er det netop en af grundene til, at neurofeedback – på trods af sin effektivitet – ikke har vundet endnu større indpas. Det kræver alt for hårdt arbejde. Også Erik Hoffmann kan berette om, hvordan han, da han i forbindelse med sin ansættelse på Københavns Universitet lavede hjernetræning med angstramte patienter fra Bispebjerg Psykiatriske afdeling, i nogle tilfælde måtte stoppe:

”De mennesker røg ned i noget ubevidst, og så blev de overmandet af angst.”

Men for dem, som har modet til det, er neurofeedbacken et stærkt redskab med varig effekt. Ligesom for eksempel kognitiv terapi går det ind og reparerer ved de helt grundlæggende strukturer i din personlighed. Det lærer dig at tænke anderledes. Og den måde, du tænker på, og den måde, du betragter dine egne tanker, kan i sig selv ændre din hjernes kemiske og elektriske måde at fungere på.

Banalt sagt: Hvis du lærer at styre dine tanker uden,om depressionen, så kan du også styre din hjerne uden,om depressionen. I hvert fald hvis man skal tro de resultater, som den nyeste hjerneforskning er kommet frem til.