Tilmelding til nyhedsbrev



Tak for din tilmelding.

ADVARSEL

Pas på, hvis du ved en fejltagelse kommer ind på sundhedsnyheder.com. Vi har INTET med den side at gøre og kan på ingen måde stå inde for dens indhold.

Redaktionen

Overlæge advarer mod falske specialister i allergi

Enhver læge i intern medicin kan kalde sig allergispecialist. Patienterne har ingen mulighed for at gardere sig mod læger uden allergiuddannelse. Regionsrådsformand opfordrer til øget samarbejde mellem lægegrupper.

Vidste du...

  • Især blandt børn er allergi årsag til eksem, astma og høfeber.
  • Allergi skyldes ofte arv, men også miljøfaktorer som kost, husstøvmider og pelsdyr, indeklima, tobaksrøg og luftforurening kan udløse allergi.
  • Når folk udvikler allergi, er det, fordi der sker en overreaktion i immunsystemet, så kroppen reagerer på stoffer, der ellers ikke gør nogen skade. Det kan blandt andet være kæledyr med pels, husstøvmider og pollen. Og reaktionen kommer oftest få timer efter, at man har været udsat for det, kroppen ikke kan tåle.
  • Hvis du har tendens til at få allergi, kan du enten prøve at undgå det, du ikke kan tåle, eller du kan behandles med medicin.

Af Lone Dybdal, Fokusmagasinet, nr.2, 2009 

"Danske allergikere er overladt til et gråt og uigennemskueligt marked, der i værste fald kan føre dem til behandling af læger, der ingen uddannelse har i allergisygdomme.”

Advarslen kommer fra overlæge, dr.med. Hans-Jørgen Malling, der er klinikchef på Allergiklinikken på Rigshospitalet.

Problemet er, at der ikke stilles krav til lægerne om at tage ekstrauddannelse i allergisygdomme, og de skal heller ikke dokumentere, at de rent faktisk ved noget om allergibehandling til forskel fra andre sygdomme.

”Hvis man går til en hjertespecialist, så har man sikkerhed for, at denne læge ved noget om hjerter og er uddannet i at behandle hjertesygdomme. Men sådan forholder det sig ikke med allergilæger, og som patient har man ikke skygge af chance for at finde ud af, om det er nogen, der kan deres kram, eller det bare er plattenslagere.

Nogle gør garanteret et fornuftigt stykke arbejde, men når lægen ikke skal dokumentere, hvad han kan, så er man som patient på herrens mark,” siger Hans-Jørgen Malling.

Problemet er opstået i kølvandet på, at allergispecialet blev nedlagt. Dermed kan alle speciallæger i intern medicin beskæftige sig med allergiske sygdomme.

”Min bekymring er, at man som patient ikke ved, om man er købt eller solgt. Det kan godt være, at de, der kalder sig allergilæger, er dygtige, men man ved det ikke,” siger Hans-Jørgen Malling. Han er selv uddannet allergolog, det samme er hans kolleger på Rigshospitalets Allergiklinik. Men på de fleste lungemedicinske afdelinger i landet er der ikke uddannede allergilæger.

”Det er ikke betryggende, når man ser på antallet af patienter, og de får efter min vurdering ikke den bedst tænkelige behandling, hverken på sygehusene eller ude hos de praktiserende speciellæger,” siger Hans-Jørgen Malling. Han efterlyser målrettet og dokumenteret uddannelse og allerhelst en genetablering af allergispecialet, så nye læger kunne finde det attraktivt og se frem til en slutstilling i faget.

Enighed om nedlæggelse

Formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg, Ulla Astman (S), der også er regionsrådsformand i

Region Nordjylland, afviser at genåbne specialet, men hun er meget positiv over for allergologernes forslag om uddannelsesforløb.

”Nu skal vi koncentrere os om at få samarbejdet mellem lægegrupperne til at fungere på dette her ret brede felt og sikre os, at vi får udnyttet den viden, de har hver for sig,” siger Ulla Astman.

Hun udtrykker forståelse for, at allergologerne er bekymrede for deres fag, men understreger, at det var en enig speciallægekommission, der tog beslutningen om at nedlægge allergispecialet, og den vil hun ikke arbejde for at ændre på.

”Jeg forstår godt, man kan være fortørnet, når det, man har som hovedfagsinteresse, bliver nedlagt, men det er vigtigt at kigge fremad. Vi skal i stedet arbejde med de problemer og udfordringer, der er opstået i forbindelse med, at specialet blev nedlagt, og se på, hvordan vi får dækket dem af. Hvis der er spændende forslag til efteruddannelsesforløb på tværs, vil jeg meget gerne se på dem. Det er en samarbejdsøvelse, når man nedlægger et speciale,” påpeger Ulla Astman.

Tags: